Varanasis glæder og sorger

Jeg har nu været i Indien i to dage. Jeg troede aldrig jeg skulle blive så høj af farverige dragter, sproglige misforståelser, hasarderet kørsel, køer på vejene, klokkesmykker på fødderne, havregrød lavet på ris med et riskorn som mistænkeligt meget lignede en larve, og ekstra protein i min veg-thali i form af et gennemstegt insekt. Hold nu op, et frustrerende kærlighedsforhold jeg har til Indien.

Lige nu er vi i varanasi.

Varanasi er en by i det nørdøstlig'ish Indien, som ligger klods op ad floden Ganges. Byen er meget hellig og hvis man skal sammenligne denne by med noget som vi vesterlinge kan forstå, ville det være, at varanasi er det samme for hinduerne, som Jerusalem er for jøder, kristne og muslimer verden over. 

især på grund af den store mængde kremeringer der foregår på gath'sne (trapper ned til floden), 24 timer i døgnet, er denne by meget hellig. Folk valfarter hertil som deres sidste rejse, for at blive kremeret ned til floden. Det siges, at man slipper ud af den onde spiral, genfødsel, og kommer i "paradis", hvis man bliver kremeret her.

En lidt sjov detalje er dog, at sadu'er (munke) og børn under femten, og dermed også gravide kvinder, ikke bliver brændt. Derimod bliver de pakket ind i banantræsblade, og skænket til vandet i 'hel' form. 

Hvis det ikke er logik for burhøns, er det selvfølgelig strengt forbudt at tage billeder af kremeringer, hvorfor jeg ikke har gjort det. Men nøj, det var fristende!

Ud over tempel ofringer og afbrændinger byder byen også på lækre markeder og meget larmende gader. Vi mødte en fyr fra en shop vi havde været i tidligere, som ville vise os hans ynglingsgath. Snakken faldt på meget politi i gaderne, noget om ulovlig handel af stoffer, og vupti! Lige pludselig stod mig og Amanda i baglokalet til en sarii butik, som bestemt blev brugt til andet end at opbevare stof, og stod og måbede over barlisten, imens en mand forsvarligt lukkede alle tunge metaldøre ind til lokalet. Shit. 

På et tidspunkt under vores noget korte besøg hos varanasis største dealer (endda et familieforetagende der var gået i arv i generationer) spurgte vi ind til det store mængde af politi i gaderne omkring hans butik. 'Don't worry, I give them lots of moneys' sagde manden med et skævt grin. Det er da betryggende.  

Puja, ofring, i varanasi er en fantastisk oplevelse, som man bestemt ikke må gå glip af. Især er det fedt at leje en båd (alt imellem 200-2000 rupies, afhængig af bådens kvalitet og tidspukt på sæsonen) og sejle ned ad ganges med udsigt ud over by, solnedgang og afbrændinger, og ende nede ved 'main gath' og se selve ofringen,som basicly er en masse svingen med ild. 

Man kan også købe sin egen lille 'Puja' som er en lille papskål med rosenblade, nogle mintpastiller, og et lys som man tænder og giver til Ganges.

 Da vi lige var taget fra lands, råbte denne Baba til vores skipper, at han ikke med. Tilbage til breden og han hoppede om bord. Han sad i båden og fortalte alt muligt på hindi som vi ikke forstod, sang med på sangene til ofringen og bedte selv. En rigtig hyggelig fætter :)

Efter at have set Puja, føler vi at vi har fået en god ide om hvad der er at se i varanasi.

Derfor går turen nu til fest og farver i Goa, før vi skal til Kherwara. Jeg har faktisk kun internet (første gang i Indien, jubii) fordi jeg suger af Mumbai's lufthavn.   jeg har for længst forladt stedet, men sidder som en anden internet afhængig (guilty!) på fortovskanten og nasser wifi :) man ved aldrig, hvornår en sådan luksus dukker op igen.. :)