Nu har jeg (endelig!) været igennem alle former for offentlig og privat transport som findes (læs: som jeg kender til) i Indien. Så her er min ultimative guide til, hvordan man rejser indenrigs:
Hovedregler for rejser
Nr. 1: no plans
Den nemmeste måde at rejse på, er uden planer. Det at planlægge en rute før man tager afsted kan virke meget logisk i Danmark, men at overholde den er helt umuligt. Næsten lige meget hvor du er, vil der være rigtig mange muligheder for at rejse til forskellige steder, så tit og ofte er det derfor bedre at spørge "hvor kan jeg komme hen herfra" og derefter tjekke Lonely Planet, høre andre backpackeres erfaringer eller lign. for at se om det er nogle interessant steder.
Vi lavede på et tidspunkt den fejl, at vi ville til en by ved navn rishikesh, som lå tæt på manali hvor vi var, og derefter til Delhi. Tre busser og over firetyve timer senere på vores rejse fra Manali til Rishikesh, gik det op for os, at det havde været meget nemmere at bytte om, så vi havde taget Manali-Delhi-Rishikesh, da der på denne strækning gik direkte busser. Dette på trods af at det på kortet (og efter dansk tankegang) var dybt ulogisk.
Nr. 2: Stol aldrig på en inders tidsangivelser.
I Indien betyder i morgen "en gang i fremtiden", og kl 12 "efter frokost". Læg altid minimum tre timer til din rejsetid. Minimum. Vi har før prøvet at bevæge os ud på en "smuttur" på tolv timer, og først tredive timer senere stå på et hotelværelse. Hvilket leder mig til det næste punkt:
Nr. 3: Al transport tager over fireogtyve timer.
Punktum.
Transport midler
Tog:
En tur med tog er en oplevelse for sig og skal indgå som en obligatorisk del af ens rejse i Indien. Har du ikke prøvet at være mast inde i en kupe, med hundrede lugtende, larmende indere i et par timer, hvor strømmen går minimum en gang og toget holder stille midt i ingenting, børn kravler rundt på dig imens du sover, og kvinder tilbyder dig snacks og deres gode humør, ja, så vil jeg vove at påstå at du ikke har været i Indien.
Det kan dog anbefales at booke en sleeper, som er køjer i åbne rum af otte eller ni køjer i tre etager med en gang i midten, hvor mænd sælger chai fra kæmpe mælkejunger, lunkent vand, snacks og hængelåse. Her kan det også, hvis det er muligt, anbefales at få en 'upper-bed', da den midterste køje normalt bliver hængt op i en snor når man er vågen (det skal folk nok sørge for at du er, bare rolig), så man kan sidde op på den nederste køje.
Ved at have upper-beds undgår man dette, og kan derfor fylde lidt mere. Og få en smule mere privatliv.
Et andet tip er at købe hængelåse med tilhørerne kæde, en cykelkæde eller lign, så taskerne kan lænkes fast til de kæder køjerne hænger i. Så fedt er det nemlig heller ikke, at lægge i ske med sin store rygsæk, og spjætte hver gang en af de mange børn som kravler rundt på én, rører ved den. Jeg lover ikke at man ikke gør det, hvis man har en kæde, men det kan jo være..
Fly:
..er der ikke noget spændende at fortælle om. Det er dyrt, men hurtigt, nemt og praktisk.
Semisleeper bus:
Er en ganske almindelig bus som vi kender den, med sæder som er mere eller mindre komfortable, men som hoved regel alle kan lænes tilbage.
Busserne er gamle, og har problemer med affjedringen, så du skal ikke undre dig hvis du vågner op ved at slå hovedet op i håndbagage-holderen under loftet. Kontroløreren har en fløjte som han elsker at bruge, især kl. Tre om natten, og chaufføren dytter gladeligt og kører uden problemer en strækning på over tyve timer. Kørerhviletiderne er vist en by i Europa, som inderne aldrig har hørt om. Så en meget standart indisk oplevelse :)
De fleste af disse busser er dog a/c, og man fortryder meget hurtigt sit valg af transportmiddel hvis ikke man har massere af tøj med og på. Vi snakker uldent undertøj og tæpper, folkens -de mener det seriøst.
Government bus:
Åh, ha. Hvordan forklare man lige den? Det er den absolut billigste måde at rejse på, men også den aller mest usle og ukomfortable. Forestil dig en amerikansk fangetransport bus fra halvtredserne. Alt er lavet i metal, med undtagelse af sæderne, som, hvis du er heldig, er lavet af skumgummi. På hver række er der fem sæder, to på den ene side af en fuldstændigt proppet mellemgang, tre på den anden. Der er ingen plads til bagage, så imens du snegler dig igennem et ørkenlignedne landskab, og prøver at ignorere manden i den propfyldte mellemgang, og hans kønsdele der bliver mast imod dig hver gang bussen drejer, sidder du i måske tolv timer, med sveden haglede ned ad ansigtet på dig, fordi der ikke er nogen vifte, med din tyve kg tunge bagage på skødet og forbander dit shoppegen hen hvor peberet gror.
Men det er billigt! En tur på syv timer koster 5 kr pr person, og så er du endda blevet snydt fordi du er hvid.
Sleeperbus:
Er nok den mest lækre måde at rejse på, men også den dyreste. En tur på fireogtyve timer fra Goa til Ahmedabad koster 3000 rupies, altså knap tre hundrede kr, men de penge er godt givet ud. Bussen er delt op i dobbeltsenge i to lag på hver sin side af en lille mellemgang, og der er mulighed for afskærmning med gardiner, både ud til mellemgangen og til vinduerne. Hver person får en pude, og får tilbudt en filmafspiller med engelske, hindi (og i vores tilfælde marahati) film, spil og serier, for omkring en tier.
Vi havde dog trukket nitten og fået den bagerste kabine, hvor man ligger på tværs af køreretningen. der er massere plads, men lyset virkede ikke, og affjedringen var om muligt værre end indisk standart.
Men ud over dette er det helt klart den mest komfortable måde at rejse på.
Bestilling af billetter:
Systemet er så smart, at du enten skal bruge et professionelt login for at se afgange, eller indiske kort til betalingen, hvorfor man desværre ikke kan bestille, endsige tjekke billetter og priser selv. Derfor bestiller du generelt via et rejsebereau, som ringer eller klikker sig vej til din billet. Disse berauer tage selvfølgelig comission, og det lever ikke helt op til Emma Gad at spørge hvad de forskellige tager for at sælge dig billetter. Men prisen kan veksle fra alt imellem 5-50 kr, så spørg alligevel!
Specielt for togbilletter:
Man bestiller billetter til tog på nettet, normalt via et rejsebereau eller på stationen. Der er rigtig meget run på billetterne, så der er kæmpe ventelister, allerede to til tre måneder før afgang. Dog får de mange turister og backpackere en chance, da der to døgn før afgang bliver åbnet for "urgent tickets" (vigtige billetter) hvor hvide, som de eneste, ikke skal redegøre hvorfor det er så urgent at de kommer med lige præcis det her tog.
Jeg håber det var brugbart, namaste og god rejse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar