Mit sidste døgn i fantastiske Thailand

Okay, det gik jo overhovedet ikke efter planen!
Lidt uventet sidder jeg lige nu i Danmark, for lige pludselig gik det ret stærkt. Efter at diagnosen var stillet, gik det op for både mig, forsikring, læger osv. at den her infektion er en lilles smule mere seriøs end hvad vi regnede med. Den kræver intensiv antibiotika behandling i 2 uger igennem IV, og derefter et par måneder med pillebehandling og kontrolbesøg -hvorfor det ikke var holdbart at beholde mig i Thailand, eller for den sags skyld at have mig i nærheden af HIV- og Tuberkuloses-patienter.
Så 1,2,3, fly til Danmark bestilt.

Jeg priser mig dog lykkelig for, at jeg, da sygdommen ikke er luftbåret, fik lov til at sige farvel til alle de dejlige mennesker der har omgivet mig de sidste par måneder:

Her siger thartjai farvel, og modtager min sidste smugling: en pose portions-kakao (læs: 55 procent sukker) som jeg fik på Hospitalet, og to ketchup'er.

"assoteret" staff og patienter fra Care Centeret.

Fra venstre: Far, Wazana, mig, Djuranan, Namforn. 

Det er disse kvinder, som har sat deres egen lille negleklinik igang, og skabt masser af hyggestunder for os alle! -på gulvet i frokostpausen, udstyrret med omkring 7 forskellige farver, neglelaksfjerner, vatpinde og masser af kanomen giver de hinanden og hvem der ellers orker, neglelak på fingre og tæer. jeg har jævnligt været forsøgsperson, og gav dem da også mine neglelakker da jeg forlod stedet :)

Fantastiske mennesker! kommer sådan til at savne dem alle. de er så stærke, og så fantastiske, og er så tak-nemmelig for den gave det er, at disse mennesker har været en del af mit liv.  

Kop Kuhn Mar Ka! Pop-gangmai! 

(tak! vi ses!)

Nu er jeg så endelig i danmark igen. og må ærligt indrømme at jeg er træt og super smadret både fysisk og følelsesmæssigt. Dog er min lærdom fra Thailand allerede kommet på en prøve. Inde på stuen ved siden af min ligger en gammel, cenil (går jeg stærkt ud fra) dame og råber vokaler, skiftende fra AAAAA til ÅÅÅÅÅ hvert femte minut. Hun begyndte allerede at demonstrere denne kunnen kl. 04.39 i morges.
Kan bare så tydeligt høre Jiem's stemme i mine øre: "Djai Hjæn Par-trit-cia! Djai Hjæn." ("cold heart-->be patient-->"tag det roligt", thailands svar på hakunamattata).

Min søster og hendes to børn har lige været på besøg. Min nevø er 2,5 år, så han kom ind i doktor-kostume, briller og sygepleje-hat og gav den gas. Jeg blev pustet godt og grundigt på, blev lyttet til, fik taget temperatur, og har lige nu skrigrøde plastre på begge hænder. Hans konklusion er at jeg nok skal blive rask. Det er jeg enig med ham i, har jo en tur til Indien om et par måneder :)