Add more glitter!
vi sad for en måned siden i flyveren til Indien og snakkede om, hvor fantastisk det kunne være at blive inviteret med til et indisk bryllup. og gæt hvad? vi har lige været det. og hvor er det dog fantastisk, anderledes, underligt, storslået, og mest af alt: glitret.
Et indisk bryllup foregår over fire-fem dage. de første par dage holder de respektive familier fest hver for sig, derefter holder de den sidste dag en kæmpe fest sammen for 2000+ mennesker (som gommens familie betaler). Hindu bryllupper kan kun falde imellem januar og marts, og det suverænt er præsten (?) som bestemmer tidspunktet for vigelsen, og om han overhovedet vil vige dem. Fra vores værtsfar Arun, (som dog bestemt ikke er en troværdig kilde, da han er kristen) lyder det, at præsten også kan nægte at vige et par, hvis deres navne, fødselsdage osv, ikke passer sammen (men så er det heldigt at man kan bestikke her i Indien).
Vi var med på dag 1 og 4.
Bryllup part 1:
Vi tog zarier og makeup på, satte bindien i panden, tog de kæmpe (hysterisk grimme) øreringe på, fik pigerne på hjemmet til at lave henna-tatooveringer op af begge arme på os, og tog vores smykker på fødderne. vi kiggede os selv i spejlet, og på trods af vores hudfarve, følte vi os ret indiske.
Vi kunne dog godt have sparet tanken "er vi overdressed?". for det tror jeg ikke er en mulighed her i Indien. ihvertfald ikke til et bryllup.
Vi så dog ret eksotiske ud. ud over vores eksotiske hudfarve, var vi nemlig de eneste der havde øjenmakeup og mascara på, (og så endda for mit vedkommende, grøn), og Amanda havde endda sat sit hår op i en græsk-bondepige-snonings-frisure, og som sagt før: mit hår er kort. så det der med at føle os indiske, kunne vi vist godt pakke sammen..
Men hvor var brylluppet fantastisk!
Vi dansede en traditionel dans med kvinderne, hvor man står i en cirkel og tager skridt skråt frem, og derefter lige tilbage, imens man klapper i takt til musikken (meget sværere end det lyder!) spiste mad, og så danseshow. Det er åbenbart en tradition, at fx. gommens søstre danser på en scene.
Men det var så mærkeligt for os, at de ikke holdte festen sammen. For som sagt vare et bryllup i fire dage, hvor de tre dage er delt op i familierne. kort sagt var bruden og hendes familie var i den anden ende af byen. Såå mærkeligt.
Man fejrer altså "union" af to familier og to mennesker, og så holder man en fest hver for sig.. hmm..
Gommens far prøvede hele tiden at hive os med op på scenen og danse, som vi pænt afslog. hans plagen "english song, english song!" hjalp ikke det store. Men da de yngre kvinder i familien budte os op til dans, kunne vi da ikke lade være med at sige nej. vi så helt vildt dumme ud.. Men det samme gjorde de, da vi prøvede at lærer dem "dansk diskoteksdans".
"ladies don't go late night"
vi var dog LIGE begyndt at have det rigtig sjovt, da vi skulle hjem. Kl. var ikke mere end kvart over ti (vi kom til festen lidt over 8, kun en time senere end beregnet -Indisk tid længe leve), så vi var så overraskede, da værtsmor Venitta kom over og prikkede os på skulderen.
Åbenbart havde Arun begyndt at kime både Venitta og chafføren ned, da vi ikke var hjemme kl. lidt i ti.
Ej hvor var vi skuffede! vi havde regnet med at skulle være ude til kl. 1 om natten eller lignene, og festen var kun lige begyndt.
Vi prøvede at snakke med Venitta og Akku (værtssøster) om hvorfor vi dog skulle hjem, og de så meget overraskede ud over vores spørgsmål.
Vi fik derfor også det meget pædagogiske, let irettesættende, meget overbærende svar:
"We are ladies. ladies don't go out late night".
Nå. Så har man også fået en smagsprøve på, hvordan det føles at være kvinde i indien.
Bryllup part 2.
selve brylluppet, hvor brud og gom blev viget, og hvor familierne, og hvad der virker som gud og hver mand, var samlet, blev holdt om tirsdagen.
det var så fuldstændigt vanvittigt, jeg ikke aner hvor jeg skal starte!
det var simpelthen den gode blanding af Roskilde Festival og Tivoli.
kæmpe lyserødt indgangsparti, med lys og ballonner, stort græsareal, omringet af opslåede hvide vægge, boder med mad så langt øjet rakte, kvinder i overdrevne vilde dragter og exeptionelt mange guldsmykker.
Brudeparet stod på en scene hele aftenen, og blev taget billeder af.
omkring 15 kvinder var ansat, kun til at sidde og rulle "roti'er" (små fladbrød). siger det ikke noget om, hvor mange mennesker der var til stede?
de havde mænd ansat, som var klædt ud til underholdning, fx. var Anders And, Julemanden og en Elefant-gud, som jeg ikke længere kan huske navnet på, repræsenteret.
de havde også en mand, der var malet "hvid" (som i, hvid hud) og klædt ud som en abe, som gik på alle fire, hvæsede af gæsterne og som blev jagtet rundt af børnene. prøv lige at overvej hvilket ramaskrig det havde skabt, hvis man i danmark havde malet en mand sort, og havde ladet ham gå på alle fire, klædt ud som et lavere stående væsen, som underholdning til et bryllup?
så meget sober og ellegant valg af underholdning.
helt ærligt, de havde en flyvende, fjernstyret helikopter, med et kamera tapet fast på!
picture, picture
det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi var de eneste hvide mennesker til arrangementet, hvilket skabte os en masse opmærksomhed, og en masse vidt fremmede mennesker ville give hånd og tage billeder med os, hvilket var frustrerende i sig selv.
Men da folk begyndte at stille op bag os, da vi spiste, for at tage "gruppebilleder" sammen med os, imens vi uvidende sad og skovlede mad ind med hænderne.. ej, jeg mangler ord.
tvangsfodring
der kom også en dame over for at fodre mig med is. så vidt jeg har forstået bringer det held (eller noget i den stil) og det er tradition at fodre hinanden til fester. men en vidt fremmed dame der insisterende prøver at proppe en tilsavlet isske ind i min mund, imens en anden mand står og tager billeder.. det var grænsen.
en ting er til værtsbrors fødselsdag, at han fodre os med lagkagen (lillebror kender jeg) eller når Onkel Verinder efterfølgende halvvejst jagter mig for at stikke mere kage (og fingre) ind i min mund. det er mærkeligt, men man må bide det i sig.
Når man vælger at bo i et land, må man også respektere traditionerne. men det der? nej tak.
alt i alt virkede brylluppet dog mere som en magt- status- og økonomi-visning end hvad det (i danske øjne) "burde" have været: en fest for at forene to mennesker.
vores meget "status-relaterede" værtsmor var selvfølgelig all over the place dagen efter for at fortælle os, hvor meget alting havde kostet, og overbevise os om, hvor overdådig festen var (ikke at vi på noget tidspunkt havde været i tvivl) og hvor heldige vi og hendes familie havde været at være inviteret med (tys tys, det var nok mest vores hudfarves skyld)
vi sad for en måned siden i flyveren til Indien og snakkede om, hvor fantastisk det kunne være at blive inviteret med til et indisk bryllup. og gæt hvad? vi har lige været det. og hvor er det dog fantastisk, anderledes, underligt, storslået, og mest af alt: glitret.
Et indisk bryllup foregår over fire-fem dage. de første par dage holder de respektive familier fest hver for sig, derefter holder de den sidste dag en kæmpe fest sammen for 2000+ mennesker (som gommens familie betaler). Hindu bryllupper kan kun falde imellem januar og marts, og det suverænt er præsten (?) som bestemmer tidspunktet for vigelsen, og om han overhovedet vil vige dem. Fra vores værtsfar Arun, (som dog bestemt ikke er en troværdig kilde, da han er kristen) lyder det, at præsten også kan nægte at vige et par, hvis deres navne, fødselsdage osv, ikke passer sammen (men så er det heldigt at man kan bestikke her i Indien).
Vi var med på dag 1 og 4.
Bryllup part 1:
Vi tog zarier og makeup på, satte bindien i panden, tog de kæmpe (hysterisk grimme) øreringe på, fik pigerne på hjemmet til at lave henna-tatooveringer op af begge arme på os, og tog vores smykker på fødderne. vi kiggede os selv i spejlet, og på trods af vores hudfarve, følte vi os ret indiske.
Vi kunne dog godt have sparet tanken "er vi overdressed?". for det tror jeg ikke er en mulighed her i Indien. ihvertfald ikke til et bryllup.
Vi så dog ret eksotiske ud. ud over vores eksotiske hudfarve, var vi nemlig de eneste der havde øjenmakeup og mascara på, (og så endda for mit vedkommende, grøn), og Amanda havde endda sat sit hår op i en græsk-bondepige-snonings-frisure, og som sagt før: mit hår er kort. så det der med at føle os indiske, kunne vi vist godt pakke sammen..
Men hvor var brylluppet fantastisk!
Vi dansede en traditionel dans med kvinderne, hvor man står i en cirkel og tager skridt skråt frem, og derefter lige tilbage, imens man klapper i takt til musikken (meget sværere end det lyder!) spiste mad, og så danseshow. Det er åbenbart en tradition, at fx. gommens søstre danser på en scene.
Men det var så mærkeligt for os, at de ikke holdte festen sammen. For som sagt vare et bryllup i fire dage, hvor de tre dage er delt op i familierne. kort sagt var bruden og hendes familie var i den anden ende af byen. Såå mærkeligt.
Man fejrer altså "union" af to familier og to mennesker, og så holder man en fest hver for sig.. hmm..
Gommens far prøvede hele tiden at hive os med op på scenen og danse, som vi pænt afslog. hans plagen "english song, english song!" hjalp ikke det store. Men da de yngre kvinder i familien budte os op til dans, kunne vi da ikke lade være med at sige nej. vi så helt vildt dumme ud.. Men det samme gjorde de, da vi prøvede at lærer dem "dansk diskoteksdans".
"ladies don't go late night"
vi var dog LIGE begyndt at have det rigtig sjovt, da vi skulle hjem. Kl. var ikke mere end kvart over ti (vi kom til festen lidt over 8, kun en time senere end beregnet -Indisk tid længe leve), så vi var så overraskede, da værtsmor Venitta kom over og prikkede os på skulderen.
Åbenbart havde Arun begyndt at kime både Venitta og chafføren ned, da vi ikke var hjemme kl. lidt i ti.
Ej hvor var vi skuffede! vi havde regnet med at skulle være ude til kl. 1 om natten eller lignene, og festen var kun lige begyndt.
Vi prøvede at snakke med Venitta og Akku (værtssøster) om hvorfor vi dog skulle hjem, og de så meget overraskede ud over vores spørgsmål.
Vi fik derfor også det meget pædagogiske, let irettesættende, meget overbærende svar:
"We are ladies. ladies don't go out late night".
Nå. Så har man også fået en smagsprøve på, hvordan det føles at være kvinde i indien.
Bryllup part 2.
selve brylluppet, hvor brud og gom blev viget, og hvor familierne, og hvad der virker som gud og hver mand, var samlet, blev holdt om tirsdagen.
det var så fuldstændigt vanvittigt, jeg ikke aner hvor jeg skal starte!
det var simpelthen den gode blanding af Roskilde Festival og Tivoli.
kæmpe lyserødt indgangsparti, med lys og ballonner, stort græsareal, omringet af opslåede hvide vægge, boder med mad så langt øjet rakte, kvinder i overdrevne vilde dragter og exeptionelt mange guldsmykker.
Brudeparet stod på en scene hele aftenen, og blev taget billeder af.
omkring 15 kvinder var ansat, kun til at sidde og rulle "roti'er" (små fladbrød). siger det ikke noget om, hvor mange mennesker der var til stede?
de havde mænd ansat, som var klædt ud til underholdning, fx. var Anders And, Julemanden og en Elefant-gud, som jeg ikke længere kan huske navnet på, repræsenteret.
de havde også en mand, der var malet "hvid" (som i, hvid hud) og klædt ud som en abe, som gik på alle fire, hvæsede af gæsterne og som blev jagtet rundt af børnene. prøv lige at overvej hvilket ramaskrig det havde skabt, hvis man i danmark havde malet en mand sort, og havde ladet ham gå på alle fire, klædt ud som et lavere stående væsen, som underholdning til et bryllup?
så meget sober og ellegant valg af underholdning.
helt ærligt, de havde en flyvende, fjernstyret helikopter, med et kamera tapet fast på!
picture, picture
det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi var de eneste hvide mennesker til arrangementet, hvilket skabte os en masse opmærksomhed, og en masse vidt fremmede mennesker ville give hånd og tage billeder med os, hvilket var frustrerende i sig selv.
Men da folk begyndte at stille op bag os, da vi spiste, for at tage "gruppebilleder" sammen med os, imens vi uvidende sad og skovlede mad ind med hænderne.. ej, jeg mangler ord.
tvangsfodring
der kom også en dame over for at fodre mig med is. så vidt jeg har forstået bringer det held (eller noget i den stil) og det er tradition at fodre hinanden til fester. men en vidt fremmed dame der insisterende prøver at proppe en tilsavlet isske ind i min mund, imens en anden mand står og tager billeder.. det var grænsen.
en ting er til værtsbrors fødselsdag, at han fodre os med lagkagen (lillebror kender jeg) eller når Onkel Verinder efterfølgende halvvejst jagter mig for at stikke mere kage (og fingre) ind i min mund. det er mærkeligt, men man må bide det i sig.
Når man vælger at bo i et land, må man også respektere traditionerne. men det der? nej tak.
alt i alt virkede brylluppet dog mere som en magt- status- og økonomi-visning end hvad det (i danske øjne) "burde" have været: en fest for at forene to mennesker.
vores meget "status-relaterede" værtsmor var selvfølgelig all over the place dagen efter for at fortælle os, hvor meget alting havde kostet, og overbevise os om, hvor overdådig festen var (ikke at vi på noget tidspunkt havde været i tvivl) og hvor heldige vi og hendes familie havde været at være inviteret med (tys tys, det var nok mest vores hudfarves skyld)
gommens forældre
nogle af de mange mennesker som var ansat til at lave mad til de 2-3000 inviterede gæster + alle dem, som bare kom forbi for at få en bid gratis mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar