Sister, I very very miss!

Tiden på pigehjemmet er nu slut. Pigerne har overstået deres eksaminer, og er alle sammen taget hjem på sommerferie, og det var ikke uden tårer i øjnene at vi vinkede farvel, og så dem gå ned af grusvejen slæbende på deres metalkufferter. Men før det, blev der holdt akstedsfest, og pigerne fik fantastisk nyt tøj:

Indiske ATM’er og den danske mafia.

Præsten på den danske side af projektet, og vores ”boss” (mafioso i denne sammenhæng?) Anders blev gift i efteråret. Og i stedet for at ønske sig kongeligt porcelæn og en foodprocesser, valgte parret at ønske sig donationer til at give nyt tøj til de indiske piger, hvilket pigerne selvfølgelig blev utroligt glade for! Især da det faldt i hak med en hostel-fest..

Men først skulle pengene lige til Indien, og det var Amandas og min opgave at hæve dem. Lyder som en overskuelig og nem opgave? Måske i Danmark, bestemt ikke i Indien. ATM’erne ville ikke godtage vores kort, på helligdage havde skidtet lukket, og flere gange ATMen tør for penge.  Ved ATMen er en mand ansat, men han kan ikke hjælpe; Han kan ikke engelsk, kan ikke reparere maskinen, eller for den sags skyld forstå hvad der står på skærmen, så årsagen til hans ansættelse er ukendt. Vi overvejer dog meget, hvad han mon tænkte, når der kom to hvide unge kvinder, der stinker langt væk af penge, ind, og hæver max beløbet som svarer til en ganske normal årsløn, for at komme igen næste dag og hæve igen. Vi er nok blevet set som Kherwaras nye mafioso’er.

Nå, vi fik til sidst hævet pengene både til en vandkøler med filter, så pigerne kan få rent drikkevand og til deres nye tøj. Og de er da fine! Synes du ikke?

Tilbage til vores afskedsfest. Pigerne havde deres nye fantastisk glitrende tøj på, vi tilbød eyelinere i femten forskellige farver, den obligatoriske neglelak blev hevet frem og der blev smurt læbestift på læberne, og snart havde vi 80 meget yndige piger. Yderligere blev der pustet balloner op, og delt farvestrålende kridt ud, så pigerne kunne dekorere væggene i spisesalen.

Balloner er dog ikke nemme at have med at gøre, og gør ikke altid hvad man siger til dem. Derfor sad en af de halvstore piger, Nilum, grissevagt omkring de oppustede balloner, og sørgede for at de ikke sneg sig ind i hænderne på en af de små piger, fordi de ville leges med, eller blev snuppet af vinden og endte udenfor i møddingen.

Vi havde to store balloner og mange små, og hun påstod, at de små balloner var alle hostelpigerne, og de to store var mig og Amanda. Orgh. #mithjertesmelter

Efter middag med kød i, kæmpe lagkage, chips og sodavand, var pigerne godt pumpede på sukker, og deres energi blev brugt til at danse ind til klokken et om natten. De var sikkert blevet ved ind til solen stod op, hvis ikke vagtmanden havde lukket festen ned, fordi en vild puma var blevet set i området.

Nå ja, man er vel i Indien, det kan ikke komme som nogen overraskelse.

Dagen efter begyndte vi på det mest sørgelige. At kramme og sige farvel til firs fantastiske piger. Og som Karishma sagde: ”Sister, I very, very miss!”. det kan vi kun sige i lige måde til.