Actuallyyyyy, how can you travel alone?

der findes to slags mennesker -dem der pakker i god tid, og dem der pakker i sidste øjeblik

Vi har nu sagt på gensyn til Kherwara, pigehjem og familien Prashad, og er nu officielt på egen hånd, hvilket er lidt spændende. Vi fnisede i hvert fald begge to som små teenagere, da vi sagde farvel til familien, hvor Arun med et sidste suk og den efterhånden ret gennemtravede kommentar ”actually, how can you travel alone?” viklede en fanget Amanda ud af remmene på hendes rygsæk.

Før billede: To spændte piger der glæder sig til at køre i tog på indisk

kan du se hvad jeg mener?

Lige nu er vi ombord på et rumle-bumle tog på vej til Jodpuhr. Og hvilken oplevelse! Vi har fået pladser på en ”sleeper”, altså en sovekabine, hvor der er proppet omkring hundrede mennesker med tilhørende bagage ind i hver togvogn; kvinder griner, babyer skriger, en mand går igennem toget slæbende på en kæmpe mælkejunge og råber for at få folk til at købe hans ”Chai” (indisk, sød te) og børn kravler fra en køje til en anden, imens toget snegler sig igennem landskabet, og ja, i det hele taget er det hele meget indisk.

Da de sidste piger var smuttet hjem på sommerferie, besluttede vi os at tage en luksustur til Udaipur. Planen var at drikke cola og fråde os i nogenlunde vestlig mad, men tingene udviklede sig i en lidt anden retning, end vi havde planlagt. For da vi var mætte efter både pizza, mc.D og is, besluttede vi os nemlig for, at tage ind til en ven (man bliver meget hurtigt venner i Indien) og få lavet huller i ørerne. En ting ledte til det næste, og pludselig sad vi og drak meget stærk øl med den her super hyggelige fætter i hans shop, havde fået fire piercinger, og jeg havde købt (fantastisk smukke) smykker til 350 kr, og sad og snakkede om tungepiercingers brug. Ehem. Da snakken faldt på flere piercinger, og vi begyndte at overveje at få lavet både navle- og næsepiercinger, var der en af os der havde fornuft i sjælen nok til at sige ”tjello tjello!” (let’s go!) og komme hjemad. Ups. Ikke verdens smarteste ide, indrømmet.

Tilbage til os i toget, som faktisk holder stille midt i ingenting, er luften ved at blive noget tung og lugten af 100 mennesker på alt for lidt plads er ved at sprede sig. Jeg har lige købt en kop Chai kun ved at snakke hindi, og har brugt eftermiddagen i selvskab med at blive underholdt af ti indiske kvinder. Så i forhold til Aruns bekymrede spørgsmål, er jeg, på trods af mange, mindre smarte ideer, ved godt mod.

Nogle af de kvinder, der var så søde at dele deres chai, snacks og fantastiske humør med os

efter billede: en Amanda der er meget utilfreds med den tid det tager hotellets ejer at komme med hendes mad, og en særdeles overtræt Patricha

Vi glæder os i hvert fald rigtig meget til at se, hvad backpackerlivet kommer til at bringe af spændende oplevelser. Piercinger eller ej.