Mor-barn tur til Berlin

Det skal nok ikke være nogen hemmelighed, at det er længe siden jeg har haft lidt kvalitetstid med min kære mor, så jeg er så privilegeret at hun inviterede mig en tur til Berlin med Scanrejser. grunden, hvis man behøver sådan en, var, at jeg snakkede om at jeg godt kunne tænke mig noget af det lækre ost, de sælger i Kardewe. og wupti, lige pludselig kom Bibi triumpherende ud på teressen med en computer, så jeg kunne printe biletterne ud. 

Scanrejser kan klart anbefales. De har fire og fem dages ture til henholdsvis Berlin og Stattin, til rigtig gode priser. Man står på bussen, i vores tilfælde i Ølby kl 7 om morgenen, og bliver kørt til hoveddøren på hotellet, hvor man ankommer omkring kl. halv to om eftermiddagen. Dem der synes det er længe at sidde ned, skal ikke fortvivle, for undervejs er der et afbræk på godt to timer, da man tager færgen fra Rødby til Rostock.

to smukke unge kvinder i bussen. 

Hotellet vi boede på hed Mercur, og  har pæne og rene værelser med både elkoger, hårtører og tv (luuuux når man er vant til indiske standarter) og en stor og lækker morgenbuffet. Mercur ligger 500 meter fra Alexanders Platz, som vrimler med liv og både sporvogn og busser går lige ude foran hoveddøren.  Vi har rejst med dem flere gange, og det eneste minus er, at det virker obligatorisk at buschaufføren skal være knald hamrende sur. Men kan man smile til eller grine af (afhængig af hvor overbærende man er) en gammel mand med ølvom, som nok havde andre drømme end at sidde bag et ret, Så går det nok alt sammen. 

Jüdisches Museum

Er noget af en oplevelse. Bare det at gå i Daniel Libeskind’s bygning er en oplevelse i sig selv.  Det meste af tiden føler man sig lidt væk, og bander lavmældt over trapper der går op til ingenting, og store overflader der skygger for overblikket over udstillingen. Man føler sig mildest talt noget frustreret. Hvilket er smart, da det fungere meget godt i spænd med jødernes skiftevis rettigheds og friheds- indskrænkelse og direkte forfølgelse igennem de sidste tusind år.

Dog er der nogen gange man lige når at tænke ”enough with the jews already!” men så er det man skal huske navnet på museet. Det er det jødiske museum.. det handler om jøder.. skægt og lidt pinligt at det næsten kom som en overraskelse for mig, så meget det rent faktisk handlede om jøder.

Overraskedne nok, (og på sin vis også ret befriende), var der ikke særligt meget om anden verdenskrig og holokost. Der var en kort introduction til krigens forløb i bedste museumsstil, men ud over var der to kunstværker som satte spor i en. Virkemidlerne her var få, men stærke. Den første hed memory lane og var 10.000 ansigter skåret i metal, som var smidt på jorden i et tykt lag over et kæmpe område med højt til loftet. Alle virkede som om de råbte forgæves på hjælp, med et udtryk af stivnet rædsel. Men det var først da en tysk kvinde ufrivilligt gjorde kunstværket til et stykke performance-kunst, at det blev rigtig interessant. Hun stod ovre i udkanten af bunken af ansigter, og undersøgte et af metal-ansigterne, hvorefter hun trådte på det. Hendes reaktion, da det gik op for hende, at det hun stod og trådte på, var til ære for, og symbol på, de 200.000 jøder som hendes hjemland var med til at forfølge, og den stemning det efterlod hos de andre tilskuere, var til at tage at føle på.

indrømmet -jeg følte mig ret paparazzi-sej da jeg nåede at snuppe det her billede,
før det gik op for kvinden hvad hun havde gang i. 

Et andet kunstværk i samlingen der er værd at tale om var ”the holocaust tower”. Meget enkelt fortalt var det en tung metaldør, som åbnede op ind til et bart rum. Det var halvmørkt, men aller øverst oppe, nok tyve meter oppe, var der et lille bitte vindue, hvor man kunne se sollyset strømme ind. I den anden side var der trin sat fast på væggen -det eneste problem værende, at ikke engang den højeste mand ville kunne nå det første trin. Virkemidlerne var enkle, stemningen urovækkende og symbolikken klar. Jeg stod udenfor ”tårnet” efterfølgende, og så ikke en, der var der inde mere end et minut. Selv ville jeg heller ikke have lyst.

Kardewe luksus.

Kar De We er et super luksuriøst og overdådigt shoppingscenter ved kürfurstendamm. Priserne i selve shoppingafdelinen er så høje, at man grimmer sig, men det er sjovt at få lagt makeup af de mange salgs- og præsentationsdamer (tip: skriver man mærkets navn og produktets nummer og pris ned, slipper man for det værste af salgstaktikkerne eftefølgende, og kan nyde at blive pusset om, og en gratis make up).

På sjette etage i bygningen er der en delikatesseafdeling med alt hvad hjertet kan begære fra ost og vin til sushi og tilbage igen over oliven, kage og bøffer. Det der er så lækkert her er, at de små specialicerede standere har montre i den ene side, og barstole på den anden, hvor man kan få lov til at smage lækkerierne som de sælger. Mor Bibi valgte at få den lækreste kaffe hun nogensinde havde smagt og et stykke kage som smagte som et stykke af chokoladehimlen. Jeg er personligt fuldstændigt skudt i ost, og fik en platte med tre forskellige franske oste, med baguet og et glas vin til, selvfølgelig.

Det bliver svært at komme hjem til nettos 45% efter det.

TV-tårnet.

Dette er ifølge diverse rejseguides et ”must see”, og dets største attraktion er en snurrende resturent, hvor man når Berlin rundt to gange på en time. VI fik ikke prøvet resturenten, da der i højsæsonnen er lange ventelister, så har man ikke lyst eller mulighed for at komme op i ”Spheren” som deres resturent hedder, og har man været i runde tårn, eifeltårnet og des lige kan turen op i Tv-tårnet godt undværes.

Dette er en statue, som står ved kurfurstendamn. Jeg ved ikke hvad den hedder, hvem der har lavet den, i hvilken anledning, eller hvad den skal forestille.. alt jeg kan fortælle er, at der alle vegne var plakater og postkort med denne, og at folk stimlede sammen for at tage et billede af den. Så ehm.. det gjorde jeg også.

Alt i alt var det en rigtig dejlig tur, og min kære moder og jeg er allerede ved at snakke om at tage af sted igen engang i september. 

til slut er der kun at sige "hold da helt op hvor er det her smart, hvorfor har Danmark ikke det!?"

hotdog-laver og sælger på Alexanders Platz