Det er nu lidt over et døgn siden at jeg stod ved et bagagebånd som begyndte at køre efter kun fem minutters venten. Efter at have fået fat i min taske forlod jeg Kastrup lufthavn, og steg ind i min søsters bil med god plads ved benene, som aldrig er fyldt med flere mennskesker, end der er seler til. Vi kørte på en motorvej, hvor vejbanerne rent faktisk bliver overholdt og blinklysene brugt, og hvor geder og køer brillerede med deres fravær. Det samme gjorde saahri-klædte kvinder der ellers burde krydse vejen med store kurve på hovedet og børn i armene. Speedometret lå og rodede rundt omkring de 110, hvilket også var den fart der stod på skiltene langs motorvejen.
Da jeg kom hjem til min mor, tog hun imod mig i døren og gav mig et kæmpe knus, men jeg rørte ikke ved hendes fødder, eller stedet over mit eget hjerte, og hun kyssede hverken mine kinder eller min håndryg og håndflade.
Efter at have bakset Wilder og Wela ud af deres tykke vinterjakker, som giver kamp til stregen til det danske vintervejr, kastede de sig over legetøjet, og i løbet af nul komma fem havde de rodet hele stuen til. I stedet for den 3:80 dukke-pige-ratio som er relevant i Indien, har min niece tre dukker hos sin mormor, Kun til sig selv.
Til aftensmad fik vi, efter mit ønske, rugbrød og "mors boller" med en masse lækkert, ikke vegetarisk pålæg. Vi sad på stole, og spiste ved et bord, i en stue med åbent køkken på små 40 kvadratmeter, kun os fem.Stuen var oplyst af et overdådigt pyntet juletræ i hjørnet, og en masse stearinlys.
På trods af denne umiddelbare overdådighed, har vi ikke nogen Bhai til at tage opvasken. Den må vi selv klare. (Thank god for the dishwasher)
Drikkevand, som jeg ikke bliver syg af, kommer ud af hanen.
I dag smed jeg mit rejse-tøj til vask, det bliver vasket ved hjælp af maskine. Derefter tog jeg et bad, hvor der kom varmt vand ud af bruseren, og det gik op for mig, at jeg stadig lukker munden krampagtigt i, og spytter, hvis en dråbe vand bare så meget som strejfer mine læber.
Efter mit bad var jeg ude i byen, og mit forsøg på at vinduesshoppe ophørte hurtigt, efter et blik på prisskiltene: En trøje i polyester koster det samme som en normal månedsløn i Kherwara, et par enkle sølvøreringe, det firedobbelte.
Jeg har pakket det meste af mit hverdagstøj i poser, da jeg i løbet af weekenden flytter til et nyt værelse. Jeg har to sække fyldt til renden med tøj, som mestendels er sort, blåt, gråt og hvidt. Jeg vil våge at påstå, det kun er "basics"; festkjoler og sommertøj ligger stadig hjemme hos min mor. Til sammenligning har pigerne i Kherwara hver en lille metalkuffert, som er fyldt med alle deres jordiske egendele.
På mandag starter jeg på arbejde igen. Jeg arbejder på en skole, som er gratis for alle eleverne, og gennemsnittet og kvaliteten af undervisningen ligger på samme niveau som på en privatskole. Hvis jeg mister mit job, kan jeg få en eller anden form for understøttelse, og behøver derfor ikke at gå fra hus og hjem.
Som en frynsegode fra mit arbejde, har jeg en tablet, som ligger ved siden af mig, sammen med en smartphone, som lystigt bibber, når jeg får en SMS. SMS'erne er aldrig reklamer. SMS-reklamer og robot-opringninger er nemlig forbudt i Danmark. Dette indlæg er skrevet på min mors computer. Alle jeg kender på under firs, ejer sådan en.
Der har endnu ikke været et eneste strømsvigt.
I weekenden kan jeg tage ud i byen, og få en øl med et par veninder. Jeg kan have lårkort på, hvis det er det jeg har lyst til, Og så kan jeg enten vælge at smile, lytte og flirte, når en fyr viser interesse for mig, eller give ham den kolde skulder. Jeg kan også vælge at kysse med ham i offentligheden, og endda at slæbe ham med hjem, uden at nogen vil kalde mig en slut, og uden det får nogen konsekvenser for mig; prævention er både frit tilgængeligt, nemt at få fat på, billigt, og med et minimum af misinformationer og tabuer.
Jeg kan også selv bestemme, om den unge mand kyles ud af mit liv dagen efter, eller om vi vil kæmpe for at blive sammen, og måske blive gift en dag, også selv om hans sociale lag er lavere end mit. Eller omvendt.
Det er endda underordnet, om mit hjertes udkårne er en kvinde.
All right.
Danmark er et dejligt land, og ærligt talt har jeg det jo meget godt. Jeg skal bare lige omvende mig, så vel som tilvende mig.
Dette indlæg er ikke ment som en af de der irriterende "se hvor godt vi har det" eller "nååååh, hvor er det synd for de små indiske piger"-indlæg. Jeg har ganske enkelt prøvet at beskrive den proces jeg går igennem, og hvilke detaljer jeg bearbejder, hver gang jeg får dansk jord under fødderne efter at have været i udlandet. Og udover, hvor ovenud mærkeligt det hele er, især hvis dette 'udland', også er et u-land.
De to et halvt år og syv store rejser til eksotiske destinationer, der er gået fra min første tur, har dog gjort processen meget nemmere:
Efter min første tur alene, en kulturudveksling til Japan, tog det mig en uge at komme ovenpå, få vendt døgnrytmen og huske at cykle i højre side af vejen. Der gik derimod to uger, før jeg holdt op med at bukke, når jeg hilste på folk, og fire, før lyden "sososososo" ikke længere boblede ud af munden på mig, random steder i diverse samtaler, og før det stoppede med at krible i fingrene for at lave Peace-tegn, hver gang en kameralinse pegede i min retning.
Jeg kan dog stadig ikke få mig selv til at flippe helt lige så meget ud som mine veninder, når vi ser en pige i gadebilledet, som synes at et nuttet Hallo Kitty-look, med falske øjenvipper og farvede linser, er pænt.
Nu går det som sagt meget nemmere. Ord som "har" og "tiek hain" er nok vasket væk fra mit ordforråd, før mit henna på armene er det. En tur i Netto virker ikke længere helt så overvældende og vulgær om en uges tid, og det samme gælder mine elevers kjolelængder.
Den første uge kommer jeg nok til at sætte spørgsmålstegn ved alt omrking mig, dette værende omgivelser, politik, kultur, men så bliver alt normaliseret igen. Om en uge er alting kort sagt tilbage til buissness as usual. Ind til da, er alting nyt, spændende, udfordrende og overvældende.
Hvilket bestemt er lærerigt, men også håbløst udmattende.
(og når buissness as usual om et par uger bliver for kedeligt, bestiller jeg en ny flybillet.. "in cirkel of travel" *sunget i bedste Løvernes Konge-stil*)
Da jeg kom hjem til min mor, tog hun imod mig i døren og gav mig et kæmpe knus, men jeg rørte ikke ved hendes fødder, eller stedet over mit eget hjerte, og hun kyssede hverken mine kinder eller min håndryg og håndflade.
Efter at have bakset Wilder og Wela ud af deres tykke vinterjakker, som giver kamp til stregen til det danske vintervejr, kastede de sig over legetøjet, og i løbet af nul komma fem havde de rodet hele stuen til. I stedet for den 3:80 dukke-pige-ratio som er relevant i Indien, har min niece tre dukker hos sin mormor, Kun til sig selv.
Til aftensmad fik vi, efter mit ønske, rugbrød og "mors boller" med en masse lækkert, ikke vegetarisk pålæg. Vi sad på stole, og spiste ved et bord, i en stue med åbent køkken på små 40 kvadratmeter, kun os fem.Stuen var oplyst af et overdådigt pyntet juletræ i hjørnet, og en masse stearinlys.
På trods af denne umiddelbare overdådighed, har vi ikke nogen Bhai til at tage opvasken. Den må vi selv klare. (Thank god for the dishwasher)
Drikkevand, som jeg ikke bliver syg af, kommer ud af hanen.
I dag smed jeg mit rejse-tøj til vask, det bliver vasket ved hjælp af maskine. Derefter tog jeg et bad, hvor der kom varmt vand ud af bruseren, og det gik op for mig, at jeg stadig lukker munden krampagtigt i, og spytter, hvis en dråbe vand bare så meget som strejfer mine læber.
Efter mit bad var jeg ude i byen, og mit forsøg på at vinduesshoppe ophørte hurtigt, efter et blik på prisskiltene: En trøje i polyester koster det samme som en normal månedsløn i Kherwara, et par enkle sølvøreringe, det firedobbelte.
Jeg har pakket det meste af mit hverdagstøj i poser, da jeg i løbet af weekenden flytter til et nyt værelse. Jeg har to sække fyldt til renden med tøj, som mestendels er sort, blåt, gråt og hvidt. Jeg vil våge at påstå, det kun er "basics"; festkjoler og sommertøj ligger stadig hjemme hos min mor. Til sammenligning har pigerne i Kherwara hver en lille metalkuffert, som er fyldt med alle deres jordiske egendele.
Der har endnu ikke været et eneste strømsvigt.
I weekenden kan jeg tage ud i byen, og få en øl med et par veninder. Jeg kan have lårkort på, hvis det er det jeg har lyst til, Og så kan jeg enten vælge at smile, lytte og flirte, når en fyr viser interesse for mig, eller give ham den kolde skulder. Jeg kan også vælge at kysse med ham i offentligheden, og endda at slæbe ham med hjem, uden at nogen vil kalde mig en slut, og uden det får nogen konsekvenser for mig; prævention er både frit tilgængeligt, nemt at få fat på, billigt, og med et minimum af misinformationer og tabuer.
Jeg kan også selv bestemme, om den unge mand kyles ud af mit liv dagen efter, eller om vi vil kæmpe for at blive sammen, og måske blive gift en dag, også selv om hans sociale lag er lavere end mit. Eller omvendt.
Det er endda underordnet, om mit hjertes udkårne er en kvinde.
Get to the point already!
All right.
Dette indlæg er ikke ment som en af de der irriterende "se hvor godt vi har det" eller "nååååh, hvor er det synd for de små indiske piger"-indlæg. Jeg har ganske enkelt prøvet at beskrive den proces jeg går igennem, og hvilke detaljer jeg bearbejder, hver gang jeg får dansk jord under fødderne efter at have været i udlandet. Og udover, hvor ovenud mærkeligt det hele er, især hvis dette 'udland', også er et u-land.
De to et halvt år og syv store rejser til eksotiske destinationer, der er gået fra min første tur, har dog gjort processen meget nemmere:
Efter min første tur alene, en kulturudveksling til Japan, tog det mig en uge at komme ovenpå, få vendt døgnrytmen og huske at cykle i højre side af vejen. Der gik derimod to uger, før jeg holdt op med at bukke, når jeg hilste på folk, og fire, før lyden "sososososo" ikke længere boblede ud af munden på mig, random steder i diverse samtaler, og før det stoppede med at krible i fingrene for at lave Peace-tegn, hver gang en kameralinse pegede i min retning.
Jeg kan dog stadig ikke få mig selv til at flippe helt lige så meget ud som mine veninder, når vi ser en pige i gadebilledet, som synes at et nuttet Hallo Kitty-look, med falske øjenvipper og farvede linser, er pænt.
Nu går det som sagt meget nemmere. Ord som "har" og "tiek hain" er nok vasket væk fra mit ordforråd, før mit henna på armene er det. En tur i Netto virker ikke længere helt så overvældende og vulgær om en uges tid, og det samme gælder mine elevers kjolelængder.
Den første uge kommer jeg nok til at sætte spørgsmålstegn ved alt omrking mig, dette værende omgivelser, politik, kultur, men så bliver alt normaliseret igen. Om en uge er alting kort sagt tilbage til buissness as usual. Ind til da, er alting nyt, spændende, udfordrende og overvældende.
Hvilket bestemt er lærerigt, men også håbløst udmattende.
(og når buissness as usual om et par uger bliver for kedeligt, bestiller jeg en ny flybillet.. "in cirkel of travel" *sunget i bedste Løvernes Konge-stil*)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar