hævnen er sød (Uhygge og spøgelseshistorier på pigehjemmet, del 2)

Vi er skræmte. Amanda har lige betroet sig til mig, at hun ikke glæder sig til at sove alene, når jeg tager hjem om et par dage. Hvilket er fuldt ud forståeligt, jeg ville have haft det på samme måde: Jeg tror nemlig, at Kherwara's spøgelse er igang med at hævne sig på os, fordi vi skræmte pigerne for en uges tid siden, ved at løbe rundt på pigehjemmet med klamme masker på.

(---> http://psrejsefeber.blogspot.in/2014/11/uhygge-og-spgelseshistorier-pa.html )

-Uanset hvad, er det der er sket, pænt klamt:

Her for et par dage siden var Amanda og jeg gået i seng, havde slukket lyset, sagt godnat, og taget tæpperne op over hovedet. Vi havde ligget stille i omkring ti minutter, da der lige pludselig lød en meget karakteristisk lyd, som et tågehorn der bliver trukket op i det fjerne. 'uuuuuuuuuhooooOOOOOH!' Sagde det, da værelsets gamle 'cooler' (en maskine som vifter kold, fugtig luft ind i rummet) gik i gang. Vi fik begge et kæmpe chok, og måtte ligge, klamrende til hinandens hænder, og hviskende diskutere hvem af os der skulle rejse sig op i mørket og slukke for den. Det hjalp ikke synderligt på vores panik, at filmen 'room no. 1408' blev nævnt. Ingen af os kunne prale med at være særlig modige, og vi endte med at stå op sammen og slukke for cooleren.

Næste dag fortalte vi historien til vores værtsfar, som havde en meget klar holdning: "No, no. Actually, no ghost there. How can it be? One of you turned on the switch!" Vi insisterede på, at ingen af os havde rørt knappen, men lige meget hjalp det. 

I nat skete det så igen. Kl var lidt over fire, da Amanda skubbede til mig. 'Den er tændt igen' hviskede hun. Jeg var noget omtåget, og skulle lige have præciseret hvad 'den' var, men mærkede straks hvordan luften i værelset blev koldere. Jeg tog hendes hånd og rykkede tættere på hende, lå helt stille og nægtede at kigge over på cooleren af frygt for, hvad gardinerne foran maskinen, og deres blafren, mon forestillede. Min hjerne var god nok til at forestille sig det i levende detaljer, og jeg havde intet behov for at få noget af det bekræftet.

Der gik en time før mit blodtryk og puls var i et normalt niveau, og jeg stod op og fik dagens gode gerning overstået, ved at slukke for cooleren. 

I morges til morgenmaden var Arun ikke imponeret. 'No No. Actually, no ghost there' sagde han bestemt, men gik dog med til at gå ind og kigge på cooleren. Da vi stod inde i vores værelse, og trykkede på kontakten, gik maskinen lige så lydigt igang med det samme. Møgcooler.

Vi insisterede begge to på, at vi lå og sov kl fire i nat, og jeg endte med at sige i et sarkastisk tonefald, at det så måtte være vagtmanden, der havde stukket hånden ind ad døren og tændt for cooleren. 

Arun er inder. Og lige som 99,9 procent af alle af samme folkefærd, ejer Arun ikke skyggen af forståelse for hverken ironi eller sarkasme, og tog derfor min anklage lidt for seriøst. "You locked your door, right?" Sagde han, og kiggede alvorligt på mig over brillerne. -tsk, indere. (And for the record, yes we did)

Well, det hele er endt med, at vi har fundet et kompromis. Arun har lovet at tage stikket ud af maskinen, hvilket vi selvfølgelig håber, vil sætte en stopper for den spontane cooler-aktivitet. I tilfælde af at det sker igen, har vi dog fået lov til at løbe skrigende ind og vække ham, som de små kyllinger vi er. 

Jeg håber dog at spøgelset, eller hvad det nu er, der spiller os et puds, har fået nok. 

Vi er ihvertfald skræmt halvt til døde. Pretty pretty Please?