Jeg er på Grønland, jeg er nord for polarcirklen, og jeg er mere mod både nord og vest end jeg nogensinde har været i mit liv, og det kan mærkes:
Ude foran vinduet erklærer et skilt f.eks, at det ville tage den nette tid af tre timer og femten minutter at flyve til nordpolen. Om det er den magnetiske eller den geografiske af slagsen skal jeg ikke kunne sige, men det er tættere end jeg nogensinde har været på nogen af dem.
Da vi jo havde kurs mod vest under flyveturen havde solen sin sag for med at få lov til at stå op -hele tre timer tog den kamp. Solopgang i slowmotion, så har man set det med.
Stewardessen i flyet krammede en af passagerene, og virkede i det hele taget som om hun kendte alle. "Her er din Fanta, naasoq" sagde hun og brugte dermed Isabellas grønlandske navn.
Små samfund? Det siger du ikke, Naasoq.
Da jeg så endelig gik ud af den her bygd af en flyvemaskine, slog kulden imod mig, og på trods af ti min selv-formaninger om det modsatte, røg den dumme kommentar 'shit, det er koldt!' ud af mig, før jeg kunne standse den, hvilket fik min personlige, nyudklækkede tourguide, Isabella, og adskillelige andre grønlændere, til at vende sig om og glo dumt på mig. "Flot P" synes blikkene at sige, "Har du set sneen?" Og ja, det har jeg faktisk. Alt hvad jeg kan se ud af vinduet er is og sne og fjeld, og jeg tror at termometeret er gået i stykker -den siger -23 grader. Jeg føler at jeg er fløjet op på en istap, jeg tror måske faktisk snart at jeg selv bliver til en. Folk vralter-ja vralter-rundt, pga af den kvantitet af tøj det kræver at holde varmen, på trods af at vi er indenfor og folk af flere omgange har været ovre og lægge arm med radiatorene i et forsøg på at vride termostaten højere op. Det er så koldt, at hvis man våger sig udenfor, for at tage et billede af det der før-omtalte fjollede nordpols-skilt..
Skal man trække vejret på en helt bestemt måde for at det ikke gør ondt i hals og lunger, og på trods af at jeg kun været her i tre timer, sprækker mine læber allerede.
Kl er nu to om eftermiddagen, og solen er endnu ikke nået op over det fjeld som omkranser Kangerlussuaq lufthavn. Jeg tror måske at den har givet op og besluttet sig at holde fyraften, ihvertfald er det blevet betydeligt mørkere imens jeg har siddet og skrevet det her..
And I shit you not, den miniature udgave af en lufthavn jeg sidder i, har en bar... *indsæt fordom om grønlændere*
Puhha, jeg føler mig helt ny. Patricha, er du endelig nået ud hvor du ikke kan bunde? Eller måske mere passende i det her tilfælde, skøjte?
Sådan lød min hjerne i går i lufthavnen.
Grønland er super, fantastisk og anderledes og alle de andre positive adjektiver jeg bruger om de steder jeg besøger, bor og arbejder. Men jo, jeg er helt klart ude hvor jeg ikke har noget som helst at trække på, dette værende paratviden eller erfaring.. Kort sagt er jeg blevet enige med min nye værtsfamilie, Carina, Otto, og min veninde Isabella Naasoq at jeg under flyveturen er blevet 2,5 år gammel og dermed er lovligt undskyldt for at komme med intelligente spørgsmål på niveau med "a'-deet?" om alt hvad der handler om Grønland. Det skal de nok nå at blive rigtig trætte af ;)
Ude foran vinduet erklærer et skilt f.eks, at det ville tage den nette tid af tre timer og femten minutter at flyve til nordpolen. Om det er den magnetiske eller den geografiske af slagsen skal jeg ikke kunne sige, men det er tættere end jeg nogensinde har været på nogen af dem.
Da vi jo havde kurs mod vest under flyveturen havde solen sin sag for med at få lov til at stå op -hele tre timer tog den kamp. Solopgang i slowmotion, så har man set det med.
Stewardessen i flyet krammede en af passagerene, og virkede i det hele taget som om hun kendte alle. "Her er din Fanta, naasoq" sagde hun og brugte dermed Isabellas grønlandske navn.
Små samfund? Det siger du ikke, Naasoq.
Da jeg så endelig gik ud af den her bygd af en flyvemaskine, slog kulden imod mig, og på trods af ti min selv-formaninger om det modsatte, røg den dumme kommentar 'shit, det er koldt!' ud af mig, før jeg kunne standse den, hvilket fik min personlige, nyudklækkede tourguide, Isabella, og adskillelige andre grønlændere, til at vende sig om og glo dumt på mig. "Flot P" synes blikkene at sige, "Har du set sneen?" Og ja, det har jeg faktisk. Alt hvad jeg kan se ud af vinduet er is og sne og fjeld, og jeg tror at termometeret er gået i stykker -den siger -23 grader. Jeg føler at jeg er fløjet op på en istap, jeg tror måske faktisk snart at jeg selv bliver til en. Folk vralter-ja vralter-rundt, pga af den kvantitet af tøj det kræver at holde varmen, på trods af at vi er indenfor og folk af flere omgange har været ovre og lægge arm med radiatorene i et forsøg på at vride termostaten højere op. Det er så koldt, at hvis man våger sig udenfor, for at tage et billede af det der før-omtalte fjollede nordpols-skilt..
 |
| Ta-daa! |
Skal man trække vejret på en helt bestemt måde for at det ikke gør ondt i hals og lunger, og på trods af at jeg kun været her i tre timer, sprækker mine læber allerede.
And I shit you not, den miniature udgave af en lufthavn jeg sidder i, har en bar... *indsæt fordom om grønlændere*
Puhha, jeg føler mig helt ny. Patricha, er du endelig nået ud hvor du ikke kan bunde? Eller måske mere passende i det her tilfælde, skøjte?
Sådan lød min hjerne i går i lufthavnen.
Grønland er super, fantastisk og anderledes og alle de andre positive adjektiver jeg bruger om de steder jeg besøger, bor og arbejder. Men jo, jeg er helt klart ude hvor jeg ikke har noget som helst at trække på, dette værende paratviden eller erfaring.. Kort sagt er jeg blevet enige med min nye værtsfamilie, Carina, Otto, og min veninde Isabella Naasoq at jeg under flyveturen er blevet 2,5 år gammel og dermed er lovligt undskyldt for at komme med intelligente spørgsmål på niveau med "a'-deet?" om alt hvad der handler om Grønland. Det skal de nok nå at blive rigtig trætte af ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar