Jeg har aldrig prøvet at rejse alene før. Så jeg skal være ærlig og sige, at da jeg krammede drengene farvel, var det var lidt med en nervøs følelse i maven. Og det var ikke den der "åh nej, jeg bliver overfaldet, jeg bliver bestjålet, jeg bliver væk,"-kinda tankegang. Min veninde Mie har nemlig for længe siden givet mig "the backpacker-advice of a lifetime" så den er ude af billedet:
(ind til videre er den dog gået uden tudeture på kantstene. Jeg fandt min bus, fandt mig et billigt hostel, og har sovet en nat i en sovesal sammen med 4 fuldvoksne, larmende, beskæggede, pruttende, tatooverede og snorkende -men ellers søde- mænd. -Jeg pruttede bare højere end dem, så var jeg accepteret. HA!)
Næh, nej. Jeg havde en eller anden ide om, at jeg ville komme til at gå mutters alene rundt, og ikke bruge mit stemmebånd til andet end at bestille mad og booke senge. Men allerede efter to dage kan jeg allerede sige, at det ikke er tilfældet:
Kort sagt er jeg blevet mindet om, hvorfor jeg elsker at rejse. For det er ikke bygningerne, udsigterne, eller naturen. Jeg læste en blog for et halvt år siden, hvor bloggeren skrev at man bliver træt af at rejse fordi tingene mister deres "wauw-effekt". Og hvor har hun ret. Der skal ikke mange hinduistiske templer til, før man føler man har set dem alle, og efter et stykke tid skal der virkeligt noget spektakulært til, for at få én op af stolen over udsigten fra et højhus.
Så hvorfor bliver vi ved? hvad er det der driver så mange mennesker til at leve i en taske og flakke fra sted til sted, og sove i elendige senge i en sovesal med 4 fuldvoksne, larmende, beskæggede, pruttende, tatooverede og snorkende mænd?
Jeg er overbevist om, at det er menneskerne. Det at få et inblik i så mange forskellige liv; Deres historier, deres forskelligheder, deres ideer, deres tro, og hvad der driver dem. Det er følelsen af at få udvidet sin horisont og få nye perspektiver. Der er simpelthen ikke én eneste dag, hvor jeg går i seng uden at have lært noget nyt. Det kan man ikke ligefrem sige om mine (lidt for mange) pyjamas-dage med computeren på skødet hjemme i Danmark.
Lige nu sidder jeg på en resturant i Brisbane og fordriver tiden. Jeg er på vej til Thailand, og flyver om mindre end fire timer. Jeg er dybt taknemmelig for alle de fede oplevelser jeg har fået Down Under, og glæder mig meget til at fortsætte med at blive rykket i og skubbet til, og i sidste ende at få bekræftiget, hvorfor jeg har så meget kærlighed til overs for backpacker-livet.
"hvis du nogensinde føler dig fuldstændigt fortabt, find den nærmeste kantsten, sæt dig ned, tud. På et eller andet tidspunkt skal der nok komme nogen og hjælpe dig".
(ind til videre er den dog gået uden tudeture på kantstene. Jeg fandt min bus, fandt mig et billigt hostel, og har sovet en nat i en sovesal sammen med 4 fuldvoksne, larmende, beskæggede, pruttende, tatooverede og snorkende -men ellers søde- mænd. -Jeg pruttede bare højere end dem, så var jeg accepteret. HA!)
Næh, nej. Jeg havde en eller anden ide om, at jeg ville komme til at gå mutters alene rundt, og ikke bruge mit stemmebånd til andet end at bestille mad og booke senge. Men allerede efter to dage kan jeg allerede sige, at det ikke er tilfældet:
- I bussen til Brisbane mødte jeg en ung gut fra England, som havde arbejdet i modebranchen. Det endte ud i en masse mode- og skønhedstips, og pinlige historier om modeller og catwalks. Men jeg fik også et indblik i (læs: fordomme bekræftiget om) branchens goldhed og tomhed.
- I går endte jeg med at drikke øl med en amerikansk udvekslingsstudent fra New York, og fik en lektion om amerikansk indenrigspolitik.
- Og I dag sad jeg på en af byens gratis båd-busser, da jeg hørte en dreng bag mig som læste en varedeklaration op på dansk. Jeg vendte mig om, og faldt hurtigt i snak med en super sød vietnnamesisk-dansk familie. Det viste sig at faderen var blevet head-huntet til at arbejde i Australien, og jeg stod af båden med en større viden om hvad Australsk økonomi bygger på (mineraler, hvis du skulle være interesseret) og hvorfor de kom i økonomisk krise forskudt af os andre (fordi når din økonomi halter, stopper du ret hurtigt inverstering i, og import af, guld, uran og rubiner).
Kort sagt er jeg blevet mindet om, hvorfor jeg elsker at rejse. For det er ikke bygningerne, udsigterne, eller naturen. Jeg læste en blog for et halvt år siden, hvor bloggeren skrev at man bliver træt af at rejse fordi tingene mister deres "wauw-effekt". Og hvor har hun ret. Der skal ikke mange hinduistiske templer til, før man føler man har set dem alle, og efter et stykke tid skal der virkeligt noget spektakulært til, for at få én op af stolen over udsigten fra et højhus.
Så hvorfor bliver vi ved? hvad er det der driver så mange mennesker til at leve i en taske og flakke fra sted til sted, og sove i elendige senge i en sovesal med 4 fuldvoksne, larmende, beskæggede, pruttende, tatooverede og snorkende mænd?
Jeg er overbevist om, at det er menneskerne. Det at få et inblik i så mange forskellige liv; Deres historier, deres forskelligheder, deres ideer, deres tro, og hvad der driver dem. Det er følelsen af at få udvidet sin horisont og få nye perspektiver. Der er simpelthen ikke én eneste dag, hvor jeg går i seng uden at have lært noget nyt. Det kan man ikke ligefrem sige om mine (lidt for mange) pyjamas-dage med computeren på skødet hjemme i Danmark.
Lige nu sidder jeg på en resturant i Brisbane og fordriver tiden. Jeg er på vej til Thailand, og flyver om mindre end fire timer. Jeg er dybt taknemmelig for alle de fede oplevelser jeg har fået Down Under, og glæder mig meget til at fortsætte med at blive rykket i og skubbet til, og i sidste ende at få bekræftiget, hvorfor jeg har så meget kærlighed til overs for backpacker-livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar