Hillbilly of Thailand

"Come to my farm!" sagde Jane, ejeren af Piman River Guesthouse i Bangkok "You speak with people, work little bit, drink whiskey with people, live with people, it going be fun!" Hendes hænders flagren kæmpede om min opmærksomhed med hendes store smil.   "free accomondation" tilføjede hun, med et hævet øjenbryn, og jeg hoppede på.

"It is in Thailand, right?" 

Så ind i en bil uden aircon i syv timer sammen med to tyske gutter, en thai kvinde jeg dårligt nok kender, og en baby. Under turen blev ordene "This is how stupid people die and backpackers get their great stories" gentaget et par gange, som det gik op fo r mig præcis hvor langt væk fra civilitionen vi var på vej hen. "Where is this farm again?" spurgte en af de tyske drenge i selskabet, som vi kørte igennem fjerde paskontrol, kontroleret af militærmænd med maskinpistolerne rettet imod bilen, "It is in Thailand, right?".
"yes, yes, yes, be calm, everything is OK" var Janes ikke særligt betryggende svar, som hun rullede vinduet ned, hvorefter den anden tysker lænede sig ind over mig og hviskede "this is when you work your language-magic", hvortil jeg desværre måtte krybe til korset og erkende, at jeg var lige så fortabt som dem.
well, vi kom igennem alle paskontrol'er med alle lemmer i behold og uden fængselsdomme, så jeg går ud fra at vi-- øh, nevermind. Jeg er stadig ikke sikker på, hvilken side af grænsen farmen ligger på.

Man får hvad man betaler for

"Hvad har vi dog rodet os ud i?" var den tanker der gik igennem os alle, da vi nåede frem til farmen sent om aftenen: Et bambusskur på pæle, uden madresser, var hvad vi skulle sove i, sammen med en baby og 386 fluer, nærmeste naboer værende to køer, fire haner og omkring 10 galende hunde. "This is bathroom" grinede Jane, og viste os et andet bambusskur, hvis inventar bestod af en spand med vand og et hul i jorden.
free acomondation? Det tror pokker.

Arbejd, arbejd.

Efter en nats lettere afbrudt søvn, (bambus-gulv som maddras, baby, fluer, hunde, køer, haner -behøver jeg sige mere?) begyndte dagens døjt.

Klar til dagens døjt 

Vi skulle gøde jorden for de nye planter, som lige var blevet sået. Dette blev gjort ved, at én person gik langs rækkerne af nysåede træer, og stak huller i jorden, hvori den anden person puttede den kundstige gødning ned i, med en spiseske. Oh yeah, 2015.

Om aftenen ankom den sidste arbejdsmand, Dan, en gut fra Canada, som havde valgt at ankomme en dag senere end os andre. Så vi andre kunne nu læne os tilbage og grine af Dan's reaktion på stedet og faciliteterne.

Alkoholiske bønder og fulde babyer

Efter arbejdstid drikker man normalt en fyraftensbajer sammen med kollegaerne. Ikke i Mae Sot, dog. Her bliver den hjemmebrændte whiskey fundet frem, og gulpet ned med stor appetit, til konernes store forargelse og sorg (nogle gange ville jeg ønske jeg ikke forstod så meget thai). 

Farang'erne slipper ikke for at smage, og kan baby ikke sove? ja, så får han da bare to shots af den stærke væske, og får lov til at dingle rundt ind til han falder om. Hvis ikke det var, fordi det er forfærdeligt, havde det været et virkeligt sjovt syn.

   

Efter et gilde uden lige med indtagelse af så store mængder whiskey, at det undre mig, at mændende ikke er blevet blinde for længst, svinger den ene af bønderne sig op i en traktor, og bakker næsten ind i et hustempel i forsøget på at vende maskinen i den smalle grusvej af en indkørsel, og tøffer herefter af sted. Den anden har, som resultat af skænderiet med sin kone om mængderne af alkohol, fået snuppet sin nøgle, og må derfor bandende trække sin scooter hjem.  

Hele Work-team Whiskey til en af vores whiskey-pauser

Efter et par hårde arbejdsdage i bagende sol, og til tider også mangel på rent drikkevand, er jeg tilbage i et airconditioneret rum i Chang mai, og skriver dette indlæg med en is kold cola i hånden. 

Som noget af det første, da jeg var tilbage i "civilisationen", åbnede jeg min mail og facebook som bugnede af beskeder og nyt fra Danmark: 

Imens jeg har levet på grænsen af civilisationen, er valgræset derhjemme startet. Jeg har prøvet, men trods flere ifhærdige forsøg, kan jeg ikke få mig selv til at undersøge valgprogrammerne, eller  for den sags skyld, tage det hele seriøst. Hvorvidt det er rød eller blå regering der ender med at sidde i regeringen, synes forfærdeligt irelevant, når man kommer hjem fra en oplevelse af det liv, som så mange mennesker i vores verden lever, hver eneste dag.