Dansk valg med en globetrotters øjne

Jeg er både skuffet og ked af det.

Jeg plejer at være stolt over at være dansk. Vi lever i et liberalt land, med fri presse og frihed til at udtale os. Vores socialsystem fungerer upåklageligt, vi har gratis lægehjælp, vores skolesystem er i verdensklasse (eller var, i hvertfald, før reformen) og hverken vores regering eller vores retssytem er korrupt.

Men lige nu er det ikke den stolt dansker, der skriver dette indlæg, men en underkuet, skuffet, ung globetrotter, som ømmer sig ved at skulle fortælle sin nationalitet.

Jeg taler selvfølgelig om det danske valgresultat. Hvordan kan vi seriøst stå ved, at det andet største parti, OG det største parti i vores regering er Dansk Folkeparti? Jeg synes det er pinligt at vi er sunket så dybt, og at snævertsynetheden er så stor i Danmark, at 21 procent af den stemmeberettigede befolkning stemte på DF til folketingsvalget. Til sammenligning stemte 26,3 procent på Socialdemokraterne, Danmarks største parti (kilde: dr.dk).

Hvordan kan vi være så snævertsynede i den globale verden vi lever i, og stå ved et parti, som har et så gennemgående ønske om at gøre livet svært for immigranter og flygtninge? Og endda tro på, at disse mennesker kommer til vores del af verdenen for at ”tærer på vores ydelser”?

snæversynethed eller uvidenhed?

Ideen om at flygtninge kun kommer til Danmark for at tærer på statens ydelser er fuldstændigt absurt.

Kender man bare én flygtning, kender man også historien om, hvor forfærdelig hele processen er, for at flygte fra regimerne i verdens brændpunkter.

I det rækkehus-kvarter jeg boede i som barn, boede der også en familie med far og fire børn. De boede i en lille lejlighed, og faren var tydeligt traumatiseret, og kunne ikke tage sig af børnene, hvorfor den store pige agerede mor. Børnenes mor døde på vejen til Danmark, da hele familien måtte skjule sig i i bjergene i over et år i værste Anne Frank-stil.

Ingen flygter fra sit land, med mindre de er desperate. Jeg mener, hvem ville udsætte sine børn for dette, med mindre det handlede om liv og død?

Og denne familie er ikke et enestående eksempel. Jeg har mange lignende historier, hvilket jeg er sikker på du også har.

Igennem mine rejser har jeg også mødt mange mennesker fra forskellige regioner af verden som fortæller lignende, skræmmende histoirer, om immigration, sult, korruption og forfærdelige regimer. Sult i Somalia, trusler på livet i Irak, kriminalitet i sydamerika, politisk forfølgelse i Kina. You name it, der er nok at tage af.

Og så sidder vi i Danmark, et af de fredeligste lande i verden, og nægter at hjælpe, fordi det kræver at vi deler ud af vores overflod. Ærligt talt, tror jeg det handler om, at vi ikke vil åbne øjnene. ignorance is bliss. Men det for er nemt.

For hundrede år siden kunne uvidenhed (uforskyldt eller selvvalgt) bruges som undskyldning for denne form for holdninger. I 2015 behøver man ikke andet end at skifte kanal fra 3'erens reality-programmer, åbne en avis eller tænde sin computer, for at få serveret de kolde fakta: At i skræmmende mange af verdens regioner, er det kun er de mest priviligerede, som tit mere ved held end forstand har mulighed for at flygte fra massemord, politisk forfølgelse, krig og fattigdom.

små overskæg og arme i 45 graders vinkel

Det mest skræmmende ved det hele er, at jeg i løbet af den sidste uge har snakket med en del europæere om emnet, og tendensen viser sig at være den samme i en bred vifte af europæiske lande. Ikke engang Sverige, som ellers har ry for at være i den helt anden grøft når det kommer til immigrations-politik, kan holde sig uden af statistikken, med en mærkbar fremgang af Sverigesdemokraterne ved sidste folketingsvalg.

Og hvis vi kigger over atlanterhavet, ved jeg, at det ikke kræver mange klik på Youtube, før Donald Trump dukker op, og proklamerer hans ønske om at opsætte en mur ved grænsen til Mexico. En fucking mur. Som om de ikke har hjulpet Israel med at sætte nok mure op.

Hele situationen lugter bare lidt for meget af et lille overskæg og løftede arme i 45 graders vinkel, som er en trend jeg mindes vi passerede for 60 år siden.

Det er skræmmende for mig at indrømme, men ærligt talt er jeg glad for at jeg ikke skal bo i mit eget land de næste par år. Jeg kan simpelthen ikke stå ved mit fædrelands valg af politisk retning. Jeg håber meget at denne frygtelige tendens vender, og vi i stedet vil dele ud af den næstekærlighed som kendetegne det land, som jeg plejer at være stolt af at sige jeg kommer fra.

(Kina, d. 30 juni 2015)