torsdag den 15. oktober 2015

Druknede mus i Cameron

Cameron Highlands er et skønt område, med te- og jordbærplantager så langt øjet rækker (hvilket dog ikke er særligt langt, da vi er så højt oppe, at vi bor i en sky), lækre vandreruter og massere af udforskelses-muligheder. Der er så meget at se, og så meget at tage billeder af.
Som f.eks. dette vandfald

Og denne monstrøse vandlås midt ude i bjergene,
flere kilometer fra nærmeste by

...Nogle gange er der dog lidt for meget at tage billeder af. Især når ens rejsemakker leger amatør-fotograf på deltid...



Efter at have ventet ti minutter på, at min kære rejsemakker fik fanget et pletskud af sin sommerfugl, og brugt ti minutter mere på en blomst fem meter længere fremme, gik turen endelig hjemad. Men vi nåede ikke længere end 100 meter ned af stien, før det buldrede og bragede lige over os, hvilket himlen tog som et krigssignal til at åbne sig, og lade det sive ned.

Det var en lang tur hjem, og en noget mellemfornøjet P, som nåede frem til guesthouse't.

Især da hun fandt ud af, at de var løbet tør for varmt vand...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar