Jeg ville bare så gerne have en cola!

Vi lægger hårdt ud.. Jeg er indlagt på et hospital i Udon. GISP -nej, rolig nu, jeg har det fint. Sagen er den, at jeg har et sår på venstre arm, som bare ikke ville gå væk, som der nu er gået betændelse i. Vi snakker to cm i diameter.. "Piv piv, tag dig sammen" I know. -Men pga. min arbejdsplads vil lægerne her (plus min egen forsikring og mest af alt min *lidt* bekymrede mor) være fuldstændigt sikre på, at jeg hverken har tuberkulose eller HIV, eller andre sjove ting for den sags skyld. Så her ligger jeg, med drop i armen og grønt tøj på.. og keder mig.

Så i går besluttede mig for at finde en måde at få fat  i en cola. Ikke bare light, men en rigtig cola. Man må udnytte at man er "syg". men det skulle jeg aldrig have gjort:

Ud til skranken går jeg, og får forklaret mit formål på mit gebrokne thai. Først ville sygeplejerskerne ikke lade mig gå. Så forbarmede de sig over mig, men ville have mig i en kørestol. Det var jo fjollet, det er altså armen den er gal med, ikke mine ben. Fik overbevist dem om, at jeg er en stor pige der godt selv kan købe en cola. Derefter ned på stueetagen, og se forvirret ud. Sygeplejersken i skranken pegede, jeg skulle åbenbart ud af hospitalet for at få fat i min cola. Okay, den havde jeg ikke set komme. Men forbandet være min egen stædighed, så her render jeg rundt ude på gaden, i grønt hospitalstøj og matchende briller, med et stativ med drop efter mig, på vej væk fra et hospital, med et meget forstyrret og forvirret blik i øjnene. Guderne må vide hvordan det har set ud.

Derefter ind i den her lille bitte shop, stadig med stativ og drop svingende efter mig. Gangene var så snævre, at jeg nåede at vælte nogle bleer ned fra en hylde, før jeg nåede over til colaerne og chips'ne (som jeg synes jeg lige pludselig havde brug for, ovenpå oplevelsen på gaden). Betalte og fik bevæget mig ind på hospitalet igen. Men ak, frustrationerne over min Cola-trang ville ingen ende tage.  For da jeg når hen til elevatoren går det op for mig at jeg har glemt hvor jeg bor. Så ind i elevatoren, trykke på alle knapperne, og stikke hovedet ud på hver eneste etage for at se om jeg kan skelne den ene fuldstændigt ens gang fra den anden.  Nåede til pinlige 6. etage før en velkendt sygeplejerske vinker til mig. Da jeg så kommer ind på værelset, finder jeg ud af, at jeg pinligt nok ikke kan åbne de chips jeg har købt, så jeg må ud på gangen igen. Her bliver jeg stoppet af en sygeplejerske, der nok undre sig over hvorfor jeg render sådan rundt. Hun kigger meget nervøst på mig, og spørger på Thai om der er noget hun kan hjælpe. "mi gang gaii, mai?" har du en saks? -hvilket bare forvirrer den stakkels kvinde endnu mere, ind til det går op for hende at jeg står med en pose chips i hånden. Føler herefter, at jeg kan se hun er ved at overveje at tage den fra mig, så klamre mig til posen. Den har krævet for meget at få fat i, til at give op til en sygeplejerske med sundhedskomplekser. Får endelig fat i en saks, og smutter derefter ind på mit værelse igen..
ohhr! -Aldrig har chips og cola smagt så godt!

Men jeg sværger, jeg forlader ikke min stue igen før jeg bliver udskrevet!