Flere af pigerne havde sår på hænder og fødder, og da en af
dem begyndte at få feber, fik vi endelig bakset igennem, at de skulle til
lægen og jeg tog med.
Lægens besøgslokale var snævert, og døren stod åben, så flere patienter var inde i rummet ad gangen. Imens pigerne viste deres sår
frem, og lægen kiggede på disse, stod der ca. en meter væk en fremmed,
nysgerrig mand og lænede sig fremover for bedre at kunne se, imens hans barn
som han havde på armen, hostede i retning af sårene.
Lægen var ikke meget for at snakke om andet end hans tur til
Rusland og Findland, og det eneste jeg kunne få ud af ham var, at han
insisterede på at sårene skyldtes tør hud. ..alligevel kom pigerne hjem med
læssevis af medicin. Lad nu vær’.
Et par dage senere var det mig og Amandas tur til at skulle
til lægen, da vi begge havde forskellige sår på huden.
Jeg havde tydeligvis forkølelsessår, og skullle bare have en
tube zovir. Men næææ nej.
Da jeg skulle forklare mine symptomer, fik jeg hjælp til ordforådet af Amanda. Lægens kommentar var noget alla ”nååå, så dit engelsk er altså ikke så godt alligevel, hvad?”
Og nej, jeg havde ikke forkølelsessår. Ifølge Doktor Dum skaber et forkølelsessår en så stor smerte i området, at man bare har lyst til at skrige. Han fik det til at lyde som om, at man skulle være sengelæggende pga. et sår ved munden. Da jeg fortalte ham at jeg havde haft forkølelsessår før,
gav Doctor Dum mig et elevator blik. ”Where?”, spurgte han. JESUS! Hvad tror
han jeg er? Tror han seriøst, at jeg vil sidde i et overfyldt besøgslokale, med
mennesker som titter ind af døren for at se de mærkelige hvide mennesker, med min meget
religiøse og lettere akavede værts familie når emnet falder på noget som helst
seksuelt relateret (havde en samtale om mit HIV/AIDS proejkt i Thailand i sidste uge, som jeg bitterligt
fortryder) og sige det, hvis jeg havde haft herpes-2? ..set i bakspejlet kunne
det nu havde været meget sjovt. Men altså!
Han sad også åbenlyst og snakkede om os og vores symptomer
med værtsfar Arun på hindi. Og da mig og amanda så snakkede på dansk, var lægen
så fræk at sige ”speak english, please” hvor efter jeg fik nok og sagde ”you
too”. ups.
Han var som sagt død fræk, nægtede generalt at snakke om
sårerne, nægtede at fortælle hvad vi fejlede, eller hvad medicinen han uddelte
i læssevis var.
Begge vores hostsøskende var også med til lægen. Lucky
skulle vise at hans hånd var blevet rød fordi han havde kløet (DUH!) og Akku
viste… et myggestik..
Da vi kom hjem med medicinen til Lucky, spurgte jeg Arun om
han vidste hvad det var han gav sin søn. Det gjorde han ikke. ”Jamen hvad
fejler din søn?” endnu et skuldertræk. Så det virker bestemt som om, at de er
noget mere autoritære her i Indien. Ergo kan jeg sagtens forstå, at lægen blev
død irriteret, når der sidder to hvide kvinder, som stadig i indisk optik er
børn, og stiller kritiske spørgsmål til hans diagnostiske evner. Men når det
eneste konstruktive hank an sige om vores sår er ”dry skin” og stadig
insisterer på at man skal spise 4 piller om dagen og smøre med to forskellige
tuber medicin, bliver man altså noget befippet. I hvert fald når man hedder
Amanda og Patricha.
Ps: Amanda var inde og læse de gamle volontørers blok. Det
viser sig, at da lægen skulle lægge drop på den ene af pigerne, havde han glemt
desinficerende middel og brugte i stedet deoderant. ” portato, tomato, hvad er
forskellen?” XD
Vidste ikke der var heksedoktorer i Indien *S*
SvarSletEr de uddannet så langt ude på landet.
ja, de er uddannet. problemet er nok bare at hvis man er en kompetent læge, så vælger man jo nok ikke overarbejde/meget skæve arbejdstider på en ussel lægeklinik i en lille bitte landsby langt ude på landet...
SvarSlet