Hvor meget kan man fortælle med en dukke?

Rigtig, rigtig meget.

Nogle ting er sjove, andre fuldt ud forståelige, og andre igen, hjerteknusende. 

Da Amanda og Jeg var på besøg på pigehjemmet i Kherwara, var Mor Bibi, Maja Lis og George på besøg på samme tid. De havde de næsten ingen personlige egendele med dem, da taskerne i stedet var fulde med legetøj, rammer til væve, perler og perleplader, vendespil, påklædningsdukker og tre dukker med hver ti sæt tøj, som min mor før tiden havde syet. 

Og disse dukker har igennem to uger på pigehjemmet, fået os til at forstå nogle ting, og fortalt nogle historier, som vi ellers aldrig ville havde hørt:

Da Anne-Birthe præsenterede første hold for dukkerne, sad de helt paffe og holdt lige så forsigtigt på de fine dukker og kiggede målløse på tøjet som lå spredt ud foran dem

De anede ikke hvad de skulle stille op med dukkerne! 

-Og selvfølgelig gjorde de ikke det, de havde aldrig haft én før. 

Amanda prøvede at hjælpe, tog en af dukkerne op, fik den til at vinke og sagde "namaste". Som svar tog en af pigerne fat i en anden dukke, men i stedet for den danske vinke-hilsen, samlede hun dukkens hænder foran brystet på dukken, bøjede dens nakke og sagde "namaste". 

-Nå ja, hvor dum kan man også lige være, Diddi. 

Dog gik det hurtigt op for pigerne, hvad legen gik ud på, og de klædte deres dukker ud, gav dem mad, lagde dem til at sove og tog dem op når de græd. 

Over weekenden var der kun 12 piger på hjemmet, hvorfor der var lidt mere plads til udfoldelser med dukkerne:

To af de halvstore piger, Sumon og Kushi, sad med 'nøgne' dukker og legede med dem. Vi spurgte hvorfor de ikke havde noget tøj på, og pigerne pegede over på rutsjebanen, hvor to sæt dukketøj hang til tørre i solen. "Kjær hu wa?" (Hvad er der sket?) Pigerne forklarede at tøjet var beskidt og derfor til vask. "Jamen, hvorfor bruger i så ikke noget af det andet tøj?" Til dette spørgsmål kiggede Sumon meget indtrængende på mig og rystede på hovedet. "Bord ni hain, Didi" (vi har ikke så meget, Søster). 

Og så gik der et lys op for os, for selvfølgelig var dukkerne nøgne! Pigerne havde taget legesituationen fra det virkelige liv, hvor deres små søskende virkeligt kun havde et sæt tøj, og når det var til vask, ja, så måtte baby ligge med numsen bar. 

Den tredje dukke var hele weekenden i en pige ved navn Raniga's hænder.

Raniga og hendes to søskende bor på hostel, fordi deres bedsteforældre er henholdsvis Bhai (kan med forbehold oversætttes til pædagog) og vagtmand på stedet. Deres mor og far er skilt, hvilket kun sker i Indiens landsbyer, når det er rigtig grelt, og hverken mor eller far kan eller vil tage sig af dem (hvilken en af delene ved vi ikke), så derfor bor de på hjemmet, og har gjort det de sidste halvandet år. 

Og fireårige Raniga knuselskede dukken. Aldrig i mit liv har jeg set et barn give så meget kærlighed til et stykke legetøj. Hun gav den mad, holdt forsigtigt på den, skiftede tøj på den og sørgede for at den følte sig elsket, ved hele tiden at give den kys og kram, og sige kærlige ting til den. Det var så fantastisk at se, især taget hendes fortid og tidlige svigt i betragtning. 

Men da de andre piger kom hjem fra weekenden, måtte Raniga deles om at lege med dukken. Men hun gav ikke 'sit barn' op af den grund. Hun satte sig i stedet ned ved siden af de andre piger, holdt opsyn med dem og sørgede for, at de støttede dukkernes hoveder korrekt, gav dem mad, tog dem op når de græd osv. 

Det var næsten som om at hun var blevet en dukke-sundhedsplejerske.

Både mig og Amanda har gjort meget ud af at fortælle pigerne at de ikke må slå hinanden, og også haft flere snakke om, at gode forældre ikke slår deres børn, at det er ulovligt i Danmark, osv.

På et tidspunkt sad en pige med en dukke, og det var ret tydeligt at hun troede hun var alene. Hun var mor, og blev vred på dukken, og de ord jeg forstod i pigens reprimande var 'skole' og 'læse lektier', hvorefter hun begyndte at slå dukken. 

Derefter så hun op, opdagede mig og smilede forlegent, hvilket, når man kender hendes frembrusende karakter, virkede utroligt stærkt. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere, men jeg fik en knugende fornemmelse i brystet og fik bare lyst til at holde om den lille pige og aldrig give slip igen. 

Pigen må have fortolket mit ansigtsudtryk, for nu tog hun fat i en anden dukke, skiftede toneleje og skældte sig selv ud: "Diddi bolnar"(Søster siger) sagde hun, for så med fagter og en strøm af ord på hindi at forklare sig selv, at hun som mor ikke måtte slå sit barn. Så skiftede hun tilbage til rollen som mor, gik over og trøstede sit dukkebarn og sagde undskyld, hvorefter hun kiggede spørgende over på mig, som for at søge anerkendelse. Paf som jeg var kunne jeg ikke andet end at nikke, og åbne armene til en omfavnelse, som pigen gladeligt modtog, imens jeg mumlede den efterhånden ret gennemtravede, selvopfundne remse ned i hendes hår: "Aap tiek hain, aap sundera hain, aap acher hain,  aap tjarlark hain..." (Du er perfekt, du er smuk, du er god, du er klog...)