Uhygge og spøgelseshistorier på pigehjemmet

Såeh, hostel har åbenbart et spøgelse. Faktisk flere, men det kommer jeg til.

For tredive år siden, var der en pige der døde på hospitalet af blindtarmsbetændelse, før man nåde at få hende opereret. Der var efterfølgende en masse påstyr, hvor familien kom og lagde liget foran hovedindgangen i protest og opkrævede penge, men det er åbenbart ikke nok for den 12-årie pige:
Hun spøger. 

Givi-Bhai, en ældre dame der passer på pigerne, fortalte til aftensmaden, at hun for et par år siden havde ligget og var lige ved at falde i søvn, hvorefter en pige viste sig for hende. Vilde, rullende øjne, beskidt, laset tøj og hår ned foran ansigtet, med åben mund i et stivnet skrig. 

Som den gode kristne Givi-Bhai er, gjorde hun det eneste fornuftige i denne situation: lukkede øjnene, foldede hænderne og hviskede fem gange 'halleluja'... Og spøgelset forsvandt. 

Efterfølgende er spøgelsespigen blevet set et par gange. Nogle af de modige halvstore piger som tør gå alene på toilettet om natten har set hende, og en af de andre 'hostel-mødre', Britty, har fra sit vindue set en lille hvid skikkelse sidde på en trappe, som passer på beskrivelsen. Og det er for nylig! 

Og så i aften, spøgte det igen på kostskolen. Denne gang var det dog de to voluntører der var ude på spilopper. 

Vi tog hver et tæppe over hovedet, store, klamme, masker på, og afsted.

Pigerne blev så forskrækkede! De sad midt i deres lektier, og var slet ikke forberedt på den overraskelse der ventede dem. De sprang op og til siden, en faldt ned af sengen, to begyndte at græde,  og flere gemte sig under sengene.

#skræmmersmåpiger #bedstevoluntørernogensinde
#syygpædagogik

 'Buud hain!' (Vi er spøgelser!), 'chorti lodkia karnar hain!' (Vi spiser små piger) og andre, lignede modbydeligheder skreg vi med hæs stemme imens vi jagtede grinende og hvinende pigerne rundt på gårdspladsen, fangede dem og killede dem.
Alle grinede og smilede, med undtagelse af Britty som stod i et hjørne og så noget stram ud i ansigtet. Det er nok hende, som skal være oppe hele natten og trøste små piger med mareridt.

På vejen ud, mødte vi vagtmanden og en af de andre Bhai'er, et gammelt ægtepar med tre små børnebørn på pigehjemmet, som grinede og klappede os i hænderne som den typiske indiske anerkendelse. De sagde, at vi næste gang skulle dække vores hud, og tage noget andet tøj på, så man ikke kunne kende os. Vi var åbenbart ikke skræmmende nok.
Ja tak. Typisk reaktion for bedsteforældre.