U-landsønskeliste

Jul og fødselsdag nærmer sig med hastige skridt, og jeg er ved at skrive øsnskeliste. (vi er tidligt ude i min familie, faktisk er jeg lidt af et snøvl i år)

Og jeg tror jeg er ved at blive gammel. For et par år siden kunne jeg udfylde hele A4-sider med ønsker, men ikke mere. Min ønskeliste i år er som følger:

Tablet (overhovedet ikke nødvendigvis iPad. Gerne Samsung Galaxy tab... Something..)
Kartoffelskræller. (Faktisk to, så kan jeg give en til min indiske families køkken..)
Flybillet til Indien (skal jo aflevere min kartoffelskræller)
Tilskud til guide-kursus i april (koster 4000 kr +kost) 

'Ulandsønsker?' Tænker du sikkert med hævet øjenbryn. 'De her ting er jo mega dyre ! Med undtagelse af nr. 2, selvfølgelig. Nr. 2 er bare fjollet'

Til modsvar må jeg sige, at alle mine ønsker er af praktisk karakter.

1. En tablet er meget nemmere at rende rundt med i tasken end min 14" bærbare.
2.  Jeg flytter i dele-lejlighed til december, hvor det eneste jeg kan komme i tanke om at jeg mangler, som jeg ikke tænker 'orhg det går nok' om, (logisk nok har jeg denne nonchalante tankegang om f.eks. tallerkener) er en kartoffelskræller. For åh ja, hellere spise kartofler fra gryden, end pille dem! 
3. Jeg regner med at tage på guideskoler til foråret.
4. Det eneste som i andres ører kan lyde som sjov og spas, er en flybillet til Indien. Amandas hævede øjenbryn afslørede, at hun ihvertfald opfattede det sådan: 'You do realize you are in India, right?'. -Men lad hende bare håne. Hun burde ellers kunne forstå, at det er det eneste der vil kunne holde min psyke nogenlunde stabil. Jeg skal hjem til kulde og slud, sort tøj, vinterjakker og mørke morgener om mindre end tre uger, for Christ's sake. Det er jo frygteligt!

Jeg har vredet min hjerne efter ting der kunne forsøde min tilværelse, og disse fire ønsker er alt hvad jeg kunne komme op med.
Jeg fylder en-og-tyve lige efter jul. Man er fristet til at spørge, om det er normalt.

Men måske har det mere mine omgivelser, end med min alder, som virker mig. For det der med at leve i et udviklings (læs: indviklings) -land gør ting og sager ved én. Det ved alle, der har rejst, arbejdet, boet , eller på anden måde oplevet et udviklingsland. Det er ikke til at sætte en finger på, men man ved bare at der sker ændringer, små justeringer, i ens måde at være og tænke på. Og måske viser de sig tydeligt, når man mindst venter det, i bitte små ting. F.eks. I ens materielle  ønskeliste?

Eddit: et par dage efter kom denne sælger forbi, hvor min kære moder købte en kartoffelskræller til mig. I følge hende. har jeg nu snakket om den i flere måneder, så hun ville gerne betale en krone for at slippe for mere snak om pillekartofler.