Jeg troede ikke man kunne græde af glæde og sorg i løbet af den samme dag..

..Men det har jeg lige gjort. 

Jeg er tilbage i Nong Khai, Thailand, hvor jeg har arbejdet som voluntør for byens HIV/Aids projekt for halvandet år sidden. 

Jeg var meget nervøs da jeg skulle af sted i morges, da det trods alt er ved at være længe siden at jeg forlod Nong Khai og Hands of Hope. "Hvad hvis ingen kan huske mig?" og "Hvad hvis de egentligt, et eller andet sted, er fløjtende ligeglade?" er et udpluk af de destruktive tanker der fløj igennem mit hoved, da jeg låste døren til mit hotelværelse. 

Disse spekulationer blev dog straks gjort til skamme: meget har ændret sig i løbet af det sidste halvandet år, men den kærlighed jeg følte, fra det sekund jeg ankom, var så stor og alt omfagnende, at jeg straks følte mig pinligt berørt over mine tidligere tanker. 

Da jeg lod blikket glide hen over de mange, kendte ansigter, som alle smilede lykkeligt til mig, og jeg modtog det ene store knus efter det andet, ledt på vej af ordende "Kedt-toeng kuhn mak mar" (savnet dig helt vildt meget) overraskede jeg mig selv ved at mærke mit syn blive sløret af tårer, og jeg kunne kun nikke, og slet ikke få sagt alle de ord, jeg gerne ville sige til disse fantastiske mennesker.

Og de kunne sagtens huske mig. Der var ikke gået mange minutter før den første kom over og spurgte mig, hvor jeg dog havde gjort af min gullerod? (ifølge kvinderne gik jeg åbentbart altid og gnavede på en gulerod -selv da jeg plantede ris). Lidt senere blev jeg spurgt om jeg havde de der klamme, salte Kanomen (snack) med (Piratos)?. Og om jeg var klar på at lave neglelak-fabrik i frokostpausen?
Alt i alt følte jeg mig altså mere end velkommen, og i mindste fald elsket.

Et farvel til en  gammel ven.

Desværre var i dag ikke kun en glædens dag.
Gai, som arbejdede i Hands of Hope, gik bort i søndags, og skulle begraves her i eftermiddags.
Vi startede ceremonien hjemme hos Gai, og hans kone Vee.
Her i Thailand, er det indenfor buddhismen et tegn på respekt for den afdøde at vige begravelsesdagen til klosteret og være munk for en dag. Gai's søn (til højre) havde valgt at gøre dette for sin far, og her ses den fjorten-årige dreng i sin nybundne munkedragt.

 Man følger dem man elsker, både i livet og i tiden efter. 

I dagene frem til begravelsen, bliver kisten med den afdøde ikke skubbet ind i et koldt, mørkt rum, gerne bag lås og slå, som vi gør i vesten. Den bliver normalt stillet midt i stuen, og der bliver drukket, spist, spillet spil, og sunget i kistens nærvær, for at holde den afdøde med selskab. Jeg synes personligt det er en rigtig smuk tanke, men har desværre set for mange zombie-film til at jeg er sikker på, om jeg ville gå med til at have mit afdøde familiemedlem liggende i gå-afstand til min seng.

Kisten står midt i stuen, og er de sidste par dage blevet underholdt af familie og venner

Herefter går turen til det tempel, hvor kisten skal kremeres. 

En snor blev bundet om kisten i bilen, og vi gik alle sammen foran den og "trak" den afdøde, ledt af procesion af munke. Imens vi gik, blev vi ledt på vej af bragene fra det fyrværkeri, som blev smidt i vejkanten, truende tæt på os. Ingen kunne give mig noget godt svar på, hvad alt den bulder og bragen egentligt skulle gøre godt for, men alle var enige om, at det er en kinesisk tradition, som skal være med til at lede sjælen videre.

.

Da vi nåede frem til begravelsespladsen, trak vi kisten tre gange rundt om det podie, som skulle blive det åbne krematorium.
Før kisten blev løftet op på dette podie, blev låget løftet af, og alle skulle over og sige farvel til Gai. Jeg vidste af erfaring at jeg hellere ville være fri, (det er ikke min første begravelse på HIV/Aids projektet), da jeg hellere vil huske Gai som levende i stedet for denne grønlige, stive mand som ligger i kisten. Men desværre ville det være respektløst ikke at gå hen og hælde kokosvand over liget, så jeg måtte bare bide det i mig og gå med de andre.

Her ses kisten i det åbne krematorium, i smukke, naturlige omgivelser.

Hvis du kigger godt efter på billedet ovenover, kan du se en snor der går fra kisten og ud af billedet mod højre. Det er selv samme snor som vi havde "trukket" kisten med. Den førte nu over til et halvtag, hvor processionen af munke nu sad og messede bønner, og talere fortalte om Gai's liv. Den anden ende af snoren var lagt ind under låget på kisten, så den afdøde kan "høre" alle bønnerne og de gode ting, som blev sagt om ham.

Efter den sidste bøn var blevet sagt, stillede alle op i geled igen, og gik op til kisten med en form for papirsblomst i hånden (det ligner ikke helt en blomst, men det er det bedste ord jeg kan beskrive den med) gjorde en hilsen, og lagde "blomsten" ved siden af kisten.

Derefter skiftede humøret brat, da der blev smidt slik ud til os. Ja, slik. -Folk hoppede rundt og skubbede grinende til hinanden for at få de bedste stykker, alt imens der oppe på podiet blev hældt en brændbar væske ud over kisten. Disse to meget modsatrettede handlinger virkede bestemt absurt på mig.
Men det er ikke slikket der undrer mig og frustrere min vestlige ide om respekt mest. Her i Thailand er det helt normalt, at folk snakker, griner, ja, endda spiser og drikker alkohol, alt imens bønner bliver sagt og taler bliver holdt. Bare det at møde op til en begravelse bliver set som et tegn på respekt for den afdøde, og det bliver af uforståelige årsager, ikke set som mangel på samme, at snakke og spille kort imens begravelsen finder sted.
"Heldigvis" for min meget snævertsynede ide om respekt, var i dag meget sober, og ingen grinede, drak alkohol eller snakkede unødigt højt under ceremonien.

Gai var en god ven og en dejlig mand, og jeg er meget gode venner med hans kone, Vee, og har brugt mange eftermiddage med at prøve at lærer passar thai, imens hun har skreget af grin over min accent og mine fejl; jeg kan især huske en gang hvor jeg skulle jeg lærer at udtale ordet goai (banan) og kom til at sige noget meget sjofelt i stedet, til stor morskab for alle omkring mig, især fordi Sister Pranee, som er den ene leder af projektet, var i hørbar afstand.
Derfor var det der gjorde mest ondt i dag, nok at se hende, så tynd og skrøbelig som hun så ud.
Jeg får dog en del trøst ved at vide, at hun har al den støtte og kærlighed hun overhovedet kan rumme, fra det fantastiske fællesskab som Hands of Hope giver alle, som kommer i deres nærhed.

Gai døde efter tre ugers sygdomsforløb, heriblandt en uge på hospitalet, men fik heldivis lov til at gå bort sammen med sin familie i sit eget hjem. 

Hvis du gerne vil vide mere..

..Om Good Shepherd Sisters, Nong Khai, Hands of Hope og projektet i helhed, er der under fanen "Projekter, kort fortalt" et link til den danske organisation, som sender voluntører af sted til Nong Khai, og mange andre projekter spredt ud over Asien. Yderligere ligger der et par historier fra min tid som voluntør under "Ordnet rejsegøjl"-etiketten "Thailand" (til højre).