mandag den 28. september 2015

Kære skole. Jeg har travlt med at lære, så du bliver nødt til at vente

For to måneder siden tog jeg et valg. Og det var et svært et. 
Før jeg tog til Kina, mødte jeg Dan, som nu er blevet min rigtig gode ven og faste rejsemakker. Planen var, at vi efter Kina skulle mødes i Thailand og rejse rundt en måneds tid, før jeg skulle hjem og studere til september. Men som september nærmede sig med lysets hast, blev jeg i tvivl.

Med udsigten til tre måneder i Malaysia, et besøg hos min veninde Signe som studerer i Frankrig, og en tur til Indien, med besøg på et vist pigehjem, og 10 dages buddhistisk meditationskursus, foruden mulighed for højskole eller guide-skole, var tanken om støvede bøger og akademiske afleveringer lige pludselig ikke så spændende. 

Det lyder måske som et nemt valg, men det var det ikke. Som Signe så kærligt præciserede for mig, er jeg en akademisk snob, og elsker at være det. Nogle gange føler jeg, at jeg bliver dummere for hver dag der går, bl.a. fordi jeg glemmer diverse skole-termer og fordi mine evner til at stave på mit modersmål, for slet ikke at snakke om at tale det, er forringet drastisk. Jeg har også brug for at blive udfordret, ellers bliver jeg rastløs, hvilket er en egenskab som tit strider imod livet som backpacker.  

Som jeg afslørede tidligere, er Dan nu min faste rejsemakker. Altså endte det med at jeg valgte at lade skole være skole, og i skrivende stund sidder jeg i en hængekøje på en lækker trope-Ø i det sydlige Malaysia. Jeg har har haft rigtig travlt, to sidste, oplevelsesrige måneder: Jeg har vandret i bjergene, lyttet til historier fra syriske flygtninge, og gået den "Religious walk" i Penang, og meget mere. Endelig har jeg dermed tid til at reflektere over disse hændelser, og overveje hvordan pokker jeg endte 18 meter under havets overflade, sammen med en haj (fortsættelse følger). Jeg sørger for at holde min viden-hungrende hjerne aktiv, læser alt hvad jeg kommer i nærheden af, og snakker og diskuterer med mennesker fra hele verden. Derudover har jeg lavet en masse arbejde for Dansk Kherwara Mission, og midt i det hele er jeg ved at starte eget firma, og har fået min første aftale med et foredrag om Indien i hus. Måske har jeg fundet den gyldne middelvej? Hvem ved.

Lige meget hvad, har jeg i den grad rejsefeber, og har ikke fortrudt mit valg om at vente lidt med at sidde på skolebænken. Og så har jeg de sidste par uger haft den her boblende følelse inden i mig. Og nu hvor jeg tænker over det, er jeg næsten sikker på hvad det er: simpel lykke. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar