Hvad så nu, P?

Jeg er nu tilbage i Danmark efter to måneders rejse, som geografisk og flybillet-mæssigt har været noget værre rod. Set i bakspejlet, kunne det vist godt have været planlagt lidt bedre. Jeg mener, 7 lande på to måneder på et geografisk område indenfor 11 tidszoner?

Men herregud. Jeg er ung, kan sove når jeg bliver gammel, og kan tjene pengene sammen igen. Det har været to fantastiske, lærerige, oplevelsesrige, og kærligheds-fyldte måneder, som jeg på ingen måder ville være foruden. 

Spørgsmålet er jo også, om man overhovedet kan sætte en pris på gode minder?

Nu er jeg så hjemme i lille Danmark og skal skrabe en masse penge sammen til næste eventyr. Jeg er begyndt at arbejde som lærervikar igen, og er allerede i gang med at tælle dagene til min næste store rejse. På sekundet er der i skrivende stund 154 dage, 6 timer, 34 minutter og 3 sekunder til mit næste fly boarder. Ah, det er da lige til at blive deprimeret over.

Tiden skal bare gå stærkt, og den nemmeste måde at opnå det på, er at have travlt.

Derfor har jeg søgt om at få et job nummer to, og sidder lige nu i toget på vej til København, til min første arbejdsdag som blomster-sælger. Kan du se det for dig? Ej, vel? Det er mit første salgsarbejde, Jeg er lidt spændt på det, men har på fornemmelsen at jeg enten vil tænke ”fuck this shit, det gør jeg aldrig igen” eller også tænker jeg ”hmm, det faktisk helt OK det her”. Nu må vi se. 

Ønsk mig held og lykke!

EDIT: Resultatet efter at have arbejdet som sælger i to måneder er nærmere ”hmm, det er ikke u-udholdeligt, det her” plus nogle dage som er helt OK, fordi jeg har fået lokket den kære Signe med på vognen:  

Signe bør holde op med at tage dårlige selfies på
min telefon...