R.I.P Traveling Pants

Mine rejseshorts er døde.

De har været med i i hvert fald otte forskellige lande, fulgt mig igennem tre store rejser, og har givet mig en mærkelig, flad røv på adskillige feriebilleder i to og et halvt år. Og nu er de døde. Urepererbare, nedslidte, færdige.

Et godt eksempel på den før omtalte "dårlig røv-faktor", som jeg har måttet leve med. 

Det holdte hårdt at få lov til at få fred for de kære bukser, og det var en lang og sej kamp for mig at acceptere at det nu endegyldigt var slut: Shortsene er nu så møre, at der flere steder er revner i stoffet, og syningerne er ved at gå op i siden. Mine ihærdige forsøg på at holde dem ved lige resulterede i i alt seks lapper, tre fra Thailand, en fra Kina og to som jeg selv har syet på i Malaysia. En knap er faldet af, naboknappen har fået en erstatning, og en strop sidder løst. Stoffet, som en gang var hvid-og-sort stripet, ligner nu mere et gammelt viskestykke som man kunne have fundet hos min storrygende bedstefars hus, og er så tyndslidt, at det flere steder er gennemsigtigt.

Og så gav de en dag op. En solskinsdag i juni, i min fars have, bukkede jeg mig ned for at kigge nærmere på en jordbærplante, da der hørtes et sidste, fortvivlet suk fra mine shorts, og en knytnæve-stor flænge viste sig i den ene side.

R.I.P Rejseshorts. Tak for alt. 

Hvad skal jeg dog gøre uden mine kære rejseshorts? Kan jeg overhovedet være Traveling P uden mine Traveling Pants? Det kan kun  tiden vise.. 

Et billede fra deres storhedstid